61 / 433
54
E t V e n s t r e la n d s k a b .
Hist, hvor Venstre slog en Bogt,
•Ligger der et Hos» saa smukt.
Førerne lidt spredte staa,
Grupperne blev ganske smaa.
Chr e s t en synker svært i Knæ,
Taube r gøer, det stakkels Kræ,
Og, mens S c h e l d e s Lærker kvidre,
Had han synker og saa vid’re.
I Partiets Aftensol
Sidder Hol s t ein i sin Stol,
Kammen loer dobbelt rød,
B agger har han paa sit Skjød;
Barnet, ser man, har det godt,
Sikken «Hæse» det har faa't.
Se, hvor han i Spøg det banker
Paa dets søde, smaa Skavanker.
Tang, han staar og krammer Ryg,
Er mod Fi scher tam og myg.
Hø g s bro fiffig om sig slaar,
Berg gjør alt, hvad han formaar,
Klapper Skolesagens Kind;
Se, hvor sødt den sover ind,
Drømmer om Resultater smakke,
I sit Udvalgs pæne Vugge.
F is ch e r n e .
Efterai den i Punch’s forrige Nummer omtalte
alvorligere Del af Fischerfesten i Morgengnavets Kjælder-
etage var tilendebragt, samledes, efter en os velvillig
tilstillet Meddelelse, en stor Del af Gjæsterne i den
Lejlighed, som Bladet altid har ledig i sin øverste Etage.
Her tilbragtes Aftenen ved Bollerne i stor folkelig
Gemytlighed. Flere glade Digtergagegivere hyldedes
i Tale og Sang, og udpaa Aftenen glædede Fremtidsmusik-
foreningen «Leonarda» Forsamlingen med Afsyngelsen
af den til Aarsdagen for Ikke-Opforelsen af Drach-
ma n ns nationale Drama egenlig bestemte Kantate frit
efter Eval ds
Fiskerne.
B a l l a d e.
En Digter, som er Realist,
Kan aldrig fattes Penge,
Thi F i s c h e r s Magt og F i s c h e r s List
Ham skaffer Sylene for vist,
Saa ej han sulter længe.
Og er Kritiken ej hans Ven
Og sætter ham paa Prøve,
Han ler, thi han foragter den,
Og C h r e s t e n B e r g ham gi’er igjen
De Lavrbær, den mon røve.
Saa sadler han Pegasen op,
Saa tid t hans Hjerte lyster,
Og rider til Parnassets T op
I Luntetrav øg Sogalop
Fra Realismens Kyster.
Men træffer paa sin Vej han En,
Der hindrer ham i R idtet,
E r Realisten aldrig sen,
Han slaar ham ned med Stok og Sten
Og træder ham i Skidtet.
R o m a n c e . (Kvartet)
B o r c h s e n i u s vandrer som helst i Kvæld
Saa tankefuld,
Hans Hjerte var Vox, hans unge Sjæl
Var prøvet Guld.
O vogt Dig m it Barn for E d u a r d B r a n d e s !
B o r c h s e n i u s sidder som Redaktør
Hos H e n d r i k s e n .
Da aabner sig sagte Kontorets Dør
Og lukkes igjen.
O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes.
Skjøn Eduard sig ind ad Døren skjød,
Hans Pen den flød
A f Galæblesaft, men hans Tale var sød
Som usyret Brød.
O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes!
» B o r c h s e n i u s ! Dit Blad er Oasen, som
I ørkenens Sand
Gi*er Hvile til alle os, der bom
F ra Kanaans Land!*
O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes!
«Af min store Bro’er har jeg faaet A ttest
I Tyd skers Land:
Over samme Jerusaleras-Skomager-Læst
E r jeg syet som han.»
Men vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes!
— »Og er dig vort Blad til saa stort Behag,
Saa kom og bliv!
Skjøn Eduard saa skynd dig, saa kom kun og tag
Din Pen og skriv!»
O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes.
Han trak B o r c h s e n i u s i Vandet ned
Glad ved sin Svig,
Højt skingred hans Latter, men Hendriksen græd
Saa bitterlig.
O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes.