62 / 433
55
R o m a n c e . (Solo)
Hr. B j ö r n s on nys var haardt i Klemme;
Hans
Leonarda
kom ej f rem;
Men W a t t han horte Bjornsons Stemme
Og aabned ham et gjæstfrit Hjem.
«Ak favre Fugl, Nordhavets Ære,
Hvor glad er jeg, som frelste Hig,
Hvor hvide, skjønne, biode Fjere,
De skal herefter varme mig!«
— Saa lod han pibe ud den Stakkel,
Og halvdød klager han med R et: ’
Ha grumme Watt, med dit Spektakel
Tog du m it sidste Aandedræt.
Kor .
Kong H o l g e r stod ved hejen Mast
Paa Esrom Sø.
Han hamred’ Vers om Lost og Fast
Og skrev og skrev foruden Rast,
Til Folks Taalmodighed den brast
Saa pen om peu.
Fly, skreg han, fly, hvad flygte kan!
Thi bide lærte aldrig han,
Kun gje.
Hr. P i n g e l saa en skjønne Dag,
Nu var det Tid.
Saa hejsed han det rode Flag
Og slog mod P l o u g et vældigt Slag,
Men fik igjen det glatte Lag
Til rette Tid.
Fly! skreg han da, saa flad og flov,
Hvo kan bestaa imod Carl Ploug
I Strid?
0 L a r s e n Glimt af S c h a n d o r p h bred
Dit Graat i Graat.
Da tyede Jøder til dit Skjød,
Og «Fanden gale« «Pinedød»
1 Morgengnavets Knejpe led
Saa frisk og flot.
Dog Pris for alle Schandorph bar:
De Slag fra neden af dem sla’er
Han godt!
Du S e c h e r s Vej til Roes og Magt
O Dass-Avis!
Modtag hver Sjæl som uforsagt
Tor med Hr. C an t o r gaa i Pagt.,
Saa stolt som Du mod Højres Magt
0 Dass-Avis !
Du stiger paa Arenen ned
Og slaar for Ret og Billighed
1 Pris!
Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse
afholdt forleden Åffcen et exfcraordinært Mode.
Formanden,
Kammeijæger
O l s e n meddelte, at Medet var
sammenkaldt for at diskutere Op-
\
rettelsen af et Assuranceselskab
Lfor Smaadyr. Det kunde ikke
sgtes, at der var stor TraDg
til et saadant Forsikringsselskab,
. da det havde vist sig, at hverken
j Livsforsikrings- og Forsorgelses-
^
anstalten af 1872, eller Hafnia,
3ger anaet cxisterende Selskab, hverken i Indlandet
eller Udlandet, vilde have det Mindste med de smaa Dyr
at bestille. Det var en Skam, at en fattig Mand, for
hvem Smaadyrene maaske var det eneste Lam, skulde
kunne gaa hen og miste hele sin Besætning, ved at falde
i Vandet for Exempel, og saa ikke faa saa meget som en
rod Ore i Erstatning til at drukne Sorgen over sit Tab i
et Par smaa Sorte med. Det var det, man skulde søge at
forhindre.
Skraldemand J a k o b s e n vilde ferst fortælle de meget
Ærede, baade de Tilstedeværende og og de forhenværende
Fraværende, som maaske ikke havde hørt det før, at han
alligevel immervæk i det Hele taget var bleven ved sit
være Socialist. Og naar man var Socialister alle sammen,
eller i alt Fåid Nogle af de Fleste og ikke alt fo
f
Faa,
men i det Hele taget helst en god Slump, og rigtig gode
Venner, som delte Godt og Ondt og ikke var bange for at
lange en hjælpende Næve ud efter En, naar det kneb, 6aa
behøvede man ikke videre, for selv om et P ar af de smaa
Bæster kreperede, som jo nok kunde gjøre En ondt, fordi
at det kunde jo nemlig være for Exempel, a t man havde
særlig slået sin Kjærlighed netop paa de Afsjælede og ikke
brød sig en sur Sild om de Lebendige, saa var det altid
en Trøst at kunne aabne sin Sjæls Aflukke for de gode
Venner og lade dem kigge i Rummene og se, at det var
ikke lutter Skarnfjerdinger men menneskelige Følelser, som
knnde trænge til at fælde en Taare og tage fåg en Op
strammer sammen i al Vemodighed. Og derfor vilde han
slutte med at sige, at
han var imod Formanden og vilde
bare Have Lov at være i Ro og tænke over det.
Hof-Sandleverandør K n a s t b e r g vilde spørge For
manden, om han ikke trode det var bedst at inddele
Smaadyrene i Klasser med forskjellige Præmier. Det var
jo nemlig ingen Hemmelighed, at somme Dyr vare mere
sejglivede end som andre og for Exeuipel Væggetøjet, saa
vilde han nok give en blank Femogtyveøre til den, der
kunde komme til at gjøre Væggetøjet Noget hjemme i
hans Lukaf, for Vupti! Væk var det, lige hver Gang man
vilde tage det, men Lopperne derimod var iGrunden
nogle Pjattehoveder, som ethvert Svøbelsebarn kunde slaa
ihjel, saasnart det havde Negle paa Fingrene, og nu vilde
han bare bede Forsamlingen bemærke, om det var Ret og
Retfærdighed, at Skrædderne og Urmagerne der var saa
fingernemme og kunde slaa et Dusin ihjel om Dagen,
selv om de ellers havde travlt med Konfirmationsklæder
og Urværker, skulde ikke betale mere Præmie end som
en Grovsmed eller en Pramstikker, der ikke kunde faa
Haandelavet til den Slags Finesser. Og det vilde han sige.
F o r m a n d e n trode, at Knastberg var fuldstændig paa
Vildspor, naar han gik ud fra, at der skulde gives E rstat
ning for de Smaadyr, der bleve ombragte f o r s æ t l i g og
med koldt Blod. Der var vist ikke nogen til Stede i denne
Forsamling, som ikke følte det løbe koldt ned ad Ryggen
baade paa sig selv og paa de Andre, ved Tanken om, at
Nogen kunde falde paa at ville beskylde dem for a t ville
m e d F o r s æ t skille sig af med deres Smaadyr. E r
statning skulde kun gives for t i l f æ l d i g e Tab, og lige
over for disse vare vi alle lige (Hør ). Det var Skæb-
ningen, som d e t ikke kunde nytte at stritte imod, men
som man maatte neje sig for alle sammen. For ReBten var
der jo ogsaa andre Tilfælde, i hvilke ingen Assurance kunde
gives, for Exempel i Badesæsonen til dem, der gik i
Vandet og ved temmelig voldsomme Naturbegivenheder.
Han vilde foreslaa et Udvalg nedsat for a t overveje Sagen
og gjere 'Forslag til Love.
Dette Forslag vedtoges enstemmig.
Derefter
skred man til at vælge Udvalget. Valgte blev: Kam
merjæger Olsen (305 St.), Ladegaardslem Sør ens en
(283 St.) og Marschandiserenke S o f i e Li nke (197
St.). Derefter havde Skraldemand Jakobsen 45 St.
og Knas t berg 2 Stemmer. Resten var spredt.