73 / 433
66
I Tide,
fcp aa vidt vi mindes, var det nok i Fjor,
A t
B e r g
sit nye Standpunkt demaskered’,
Smed «Uforsonligheden» over Bord
Og
fik,
endskøndt
HIN L e d r e
protestered’,
«Forhandlingspolitiken» etableret.
— Men Glæden over den er ikke stor;
Dens «Resultat» blev ikke just Endrægtighed,
Men snarere, maaske, lidt mer Sendrægtighed.
Vort Folketing har snart et halvt Aars Tid
Slæbt hen med Landets Gavn og V el at fremme
Og har desuden med rosværdig Flid
S t . C r o i x ’s
Nigger faaet vasket hvid,
Siamt hjulpet
O l e C h r i s t e n s e n
her hjemme,
Den Gang hans Mundlær bragte ham i Klemme ;
Men dog tør ingen Moders Sjæl formaste sig
T il at g i’e Tinget Skyld for at forhaste sig.
Det har, hvad Gud og hele Verden véd,
E t overmaade rigt forsynet Lager
A f til Forhandling forebragte Sager,
Som syltet er i Tingets Udvalg ned.
Her hjælper ingen Bøn og ingen Klager,
Thi Thinget har en god Samvittighed,
Og hvo, som slig en Skat i Sjælen gjemmer,
Kan sove trygt, og det gjør Tingets Lemmer.
D og mest det harmer os, a t F o r s v a r s p I a n e n
D e Herrer ta’er fig fikkert lidt for let!
— Endskøndt vor T id er kommen slemt i Vanen
Med alt at gjøre klart ved N æ v e r e t ,
Og skøndt den Hær, vi samle kan om F an en ,
Har Udsigt til en Ende, saare slet,
Fik dog i Tinget Landets Velfærdssags Vej
En travrig Lighed med en Farimagsvej!
V el véd vi, Hastværk har en vis Mand skabt,
Der næppe var Borgmester her i Landet;
Men Øjeblikket er os tilmaalt knapt,
O g vi maa bruge det, imens vi kan det,
Thi Smerten bliver ej med Sindsro blandet,
Naar Landets Existens en Gang gaar tabt,
Fordi maaske Hr. T
homsen
eller JENSEN
Ej nu kan søbe Kaal med E x c e l l e n s e n .
Æ r e n s T o r n e v e j .
(Frit efter
H.
C. A n d e r se n ).
Verdenshistorien er en Laterna magica, der viser os
i
li Lysbilleder paa Samtids sorte Grund, hvorledes Men
neskehedens Yelgjørere, Smilets Martyrer, vandre
Ærens Tornevej.
Vi se den literære Arena.
Punch
sender Strømme
af Spot og Munterhed til Vrimlen; fra dens Spalter
latterliggjøres i Aand og Legeme Danmarks udødelige
Digter, der var Venstre et Skjold mod Estrnp og
Klein:
Drachmam,
han, der protsede Trefoldigheds-
kanonen af ombord paa Esromsøens lette Jolle, han,
der satte sin Hat, som han selv vilde, og sad højt
over Skyen, hvor Himlen alle Tider var blaa, selv er han
her til Stede, se, han har sat sig højt op paa sin
Paradehest, at de leende Kjøbenhavnere kunne se, om
Vrængbilledet af ham ret ligner. Der sidder han op
rejst paa sin Pegasus, løftet højt over dem Alle.
Syv Valgkredse stredes om at maatte vælge
Peter
Christian Zahle,
det vil sige, da han vilde trække sig