74 / 433
67
tilbage. — Se liam i hans bedste Tid! — Der drager
han gjennem disse Valgkredse, fremsigende sine Vers
for de gabende Bønder. Kritikens hvasse Torn river
Digterkongens Væv i Pjalter. Hans Sange leve end
nu. Leve
Feter Christian Zahle!
Paa Bundtmagerloftet sidder
Chresten Berg,
Bogø-
kongen med den talmajestætiskø Overkrop, han, der
ligner en nordisk Vikingedrot, naar han bliver siddende,
en Skolelærer, naar han rejser sig. Hans Kanoner ere
revnede, hans Dannevirke i Brystet er faldet i Ruiner.
Folkeuret pikker i hans Vestelomme sin drøvelige
Melodi: Forbi er Magten! Forbi er Glansen! Forbi!
Forbi!
Israeliten med de plumpe Træk, de tykke Læber,
det sorte Uldhaar staar paa Skibet.
Georg Brandes
,
han, der førte Danmarks Navn ind i Meyers Konver
sationslesikon og lønnedes derfor med Krænkelse og
Fortræd — han drager til das grosse Vaterland! «Der
er Jøder allevegne, hvad behøver jeg saa mer!» er
hans Ord; der sejler han bort, vor berømteste Mand
—■ kun
Eduard
bliver tilbage.
Her staar Avditøren, Departementschefen,Ministeren:
Tohiesen
, han, der opfandt Begrebet «lovligt Overgreb».
Han, der vilde bringe nyt Liv, frisk Blod i Admini
strationens og Lovgivningens forældede Organismer.
Han var Helten i Eventyret: «Ro ro til Fiskerskjær!»
først Konge, saa Kejser, saa Pave, saa — ja saa
faldt
'Toby
i Muddergrøften.
Der sidder en Yngling mod Barnesind, Begejstring
og Elefantbuxer. «Hvem er han?» Spørg H. P. Holst
derom! Spørg Erik Bøgh! Spørg Fallesen! Over den
kongelig danske Scene halter Molieres Amphitryon af
Sted paa sine bovlamme «Chorijamber», men Chori-
jambernes Opdager
Richard Kaufmann,
der med Anel
sens uklare Ord ikke blev forstaaet af sin Samtid, sidder
lænket i «Nutiden» til
Vilhelm Møller.
Og H e r m a n B a n g besynges af G e r s o n !
Her staar Professor E r s l e v . Guldpalmens brede
Blade vifte sørgmodig over hans tungsindige Hoved.
Det var ham, Botanikerne spottede, fordi han vilde opfinde
en ny Botanik. Jubelens Klokker klinge! Det geografiske
Selskab fødes .og den Lille ammes op ined kongelig
Hof-The og Selvros. Men Misundelsens Klokker ringe
endnu højere. Pedoi Salilertz river Blomsterkronen af
Fantasibotanikerens Lokker, Astronomien mislykkes,
kun det geografiske Selskab bærer som en trofast
Æneas Faderen Erslev-Anchises ud af Ødelæggelsens
Vederstyggelighed.
Vi ere paa Vesterbro, en Menneskemasse har
samlet sig, den gamle Trommesal skal nedlægges, det
nye Kvægtorv begynde.
Borgmester F e n g e r hedder
han, der tror at kunne det. Toget begynder sin F a rt;
pludselig staar det stille, Hoben ler, Kalvekudskene
fløjte og Lammedriverne pifte, Hovmod! Galskab! Løn
som forskyldt! Da sættes Lejen ned! Koerne brøle,
Lammene bræge, Svinene grynte og Toget gaar over
Vesterbro fra den gamle Trommesal til det nye Kvæg
torv.
Hundreder af taknemlige Kreaturer lovsynge
daglig deres Ven og Beskytter Borgmester F e n g e r .
Paa mægtige Vinger svæver Historiens Aand
gjennem Tiderne og viser i lysende Billeder paa natsort
Grund Æ r e n s To r n e v e j .
Literærhistoriske Prøver
paa
Et nedsrsachsisk
Konversationslexikon
af
G. B.
1.
GEORG BRANDES.
Denne højt-
begavede Kritiker har givet de for-
skjelligste Epocher i Literaturhistorien
deres rette Navne; han har om ikke
døbt saa dog omskaaret dem.
Han
har et Fond af Idéer, ja, var det ikke,
fordi han jo dog rent ud sagt er
Jøde, kunde man sige, det var Idéernes
Døbefond. En udpræget Beskedenhed
og en exakt Videnskabelighed forenet
med genial Forstaaelse og et glimrende
Sprog ere de rnest fremtrædende Sær-
kjender for denne Mand.
Til hans
Manddoms Alder var hans Brod usyret;
men da blev det syret af Had og
Forfølgelse; ja da blev det saa at sige
smurt. Nogle offenlige Forelæsninger,
hvis •Hovedstrømninger* var holdte i
den ham egne moderate Tone, blev ved
en komplet for ikke at sige en over
komplet (se
Drachmann)
Misforstaaelse
opfattede som Angreb paa Kristen
dommen.
Hvad han ikke v a r døbt,
det blev han nu, med de værste Navne,
der dog kun vare betegnende for deres
Ophavsmænd, Folk, som næppe vare
komne til Skjældsord og Alder. Denne
Mand, der vilde have været en Pryd
for ethvert Universitet, blev det dog
ikke for det danske; thi man vragede
ham der, uagtet han var selskreven, selv
kaldet ja selv rost til Pladsensom Docent
i Æ sthetik.
Da forlod han Landet,
emigrerede til Berlin og tilhører nu
Emigrantliteraturen.
Grunden til, at
man har vraget ham, er maaske, som
G o e t h e siger, at i al hans Virksomhed
•Spürest du
Kaum einen Hauch. »
I øvrigt kan det med Sandhed siges
om ham:
«Denne Mand behøver ikke
at roses; thi han roser sig selv.»
2. EDOUARD BRANDES.
Denne,
en Broder til hin, er, omend ikke saa
begavet som han, dog et værdigt Side
stykke til ham. — Trods al anvendt
Umag har han dog aldrig været saa
forfulgt som Broderen; sit beskedne
T alent har han nedlagt i en Række
Opsatser om forskjellige literære Æmner.
Han har viet sin livlige Pen til det
Hgesaa livlige Blad «
Ude og Hjemme
-,
der ikke mindre støttes af ham end a f :
3. OTTO BORCESENiCS,
der horer
til Landets største og mest begavede
Blækforbrugere og fører den hurtigste
og bredeste P e n i Kongeriget Danmark
med Bilandene, er den end stundom
lidt tung, mærkes det dog paa Svinget,
at der er Vind i Fanen og Mel i Penne
posen. — Han har med offenlig Un
derstøttelse gjentagne Gange foretaget
Rejser til Pensylvaniens Fyrreskove og
nedlagt sine Erindringer i
•Fra Fyr
rerne
». — En Skildring af Kvækeren
P e n n ventes fra hans Ilaand. —
4.
HERMAN BANG, mere kjendt
under Forfatternavnet LABANG, er en
af de mest lovende Digtere i det unge
Danmark
(ae K. Gjellerup).
— Han
har skrevet to fremragende dramatiske
Arbejder, af hvilke de fleste ere opførte
paa Folketeatret, de øvrige paa Natio
nalscenen, næst efter hvilken han særlig
virker for «
Nationaltidenden
• som
F euilletonist; hans Stil her vidner om
en dyb Menneskekundskab — til dette
Blads Læsere. — Barnlig 6om en Dreng
paa 8 Aar og venlig som en Hunde
hvalp i en Mælkestue ses han paa
Gader og Stræder. Hans Øjne sidde
som Kidtkugler i Pusterør, og glade
Smil lege om hans Mund som (Avis-;
Ænder om et Gadekjær. —
(Fortsættes).