S_Punch_1880

var bleven saa svag af al den megen Afholdenhed at

han havde maattet ned i Rybergs Kjælder for at drikke

en lille Kop Thevand og Frits Grønbæk var med og

han traf en hel Deel af sine Yenner der ogsaa stude

rede til Børster og de sagde saa til Sørensen, at han

kunde ikke forsvare at blive totalafholdende og aflægge

Ed, før han rigtig vidste hvad det var som han skulde

til at give Afkald paa og saa gav de en Bolle Punch

og saa maatte Sørensen ogsaa give en og saa gav Sørensen

Kaffe og Frits gav en Likør som hedder Puskaffee og det

maa være en meget giftig Likør for hver Gang Frits har

været fuld siger han altid at det var Puskafeens Skyld, og

de skulde have set Sørensen næste Morgen, søde Fru

Schrøder, saadan et yndigt Mønster paa Totalafholdenhed

som han var, kunde han magelig have været til Opbyg

gelse for hele Ladegaarden og Rhabarberkvarteret oven

i Kjøbet, og det var den Morgen, vi blev folketalte, og

saa sagde Frits, der sad og lavede Listen, at han vilde

føre Sørensen paa Listen over de Fraværende, fordi han

kunde aldrig gjælde for en hel Mandsperson, saa yn

kelig som han var, men jeg fik ham dog til at lade

være, fordi det vilde være altfor flovt for mig at staa

ganske alene med Petrine paa Listen som gift Kone

og ingen Mand, og Gud ved, hvad det for Resten bliver

til med Totalforeniagen, fordi der er nok politiskø

Stridigheder og nogle af Medlemmerne er Venstre og

vil have Folkethingsmand Tauber og Folkethingsmand

Schelde til Æresmedlemmer, og nogle er Højre og vil

ansøge om Foreningen ikke maa blive kaldt Kongelig

Hof-Tofalafholdenhedsselskab, som jeg ogsaa synes er

meget bedre, fordi det lokker alligevel Folk til og det

værste er, at don maa vistnok se at faa sit eget Lo

kale, for Restavratorerne kan jo umulig staa sig ved

at have Møder for lutter totalafholdte Mandfolk, der

ikke drikker saa meget som et Glas bajersk ©1, og nu

maa jeg hjem til Sørensen, for jeg har lovet ham, at

jeg vil passe paa ham, men nu har jeg ladt Nøglen

til Buffeten, hvor Snapsen staar, blive siddende og det

er da Synd at friste ham, det stakkels Skind. Saa

nu Farvel, søde Frn Skrøder og Tak for Kaffe.

Tavshed belønnes.

F ra Gaasetaarnets ærværdige Stad

Vandrer et Rygte fra Blad til Blad

Og finder for godt at berette,

At S c h r o l l , vort Folketings “tavse Mand«

Fordi han Diæt ikke nyde kan,

Vil paa Pension man sætte.

I Sandhed, hvis nogen Mand har fortjent

At blive paa denne Maade erkjendt,

Saa er det den nævnte Politiker.

For Munden han al Tid gik med en Laas

Og spared’ for s a a vidt Tinget for Vaas;

Hvor findes vel Mage til Kritiker?

For ham ,.skendt et Fjerdedelhundrede Aar

Han gik mellem Venstres brægende Faar,

Som med deres Snakketøj praled’,

E r det sikkert den allerletteste Sag

At gjøre Regnskab paa Dommens Dag.

For hvert syndigt Ord, han har talet.

Og der har vist mangen uværdig Person

I vort Aarhundrede faaet Pension,

Hvi skal man saa nægte S c h r o l l ’en?

Det vilde dog være Synd og Skam

Mod et af Venstres uskyldigste Lam,

Ja, det vilde være en kold e n !

Pension burde gives i Tinget til hver,

Der mægted’ som Schroll med saa liden Besvær

At tæmme sin Tungefærdighed.

Den gamle Sætning saa kjærnefuld,

At Talen er Sølv, men Tavshed er Guld,

Kora derved atter til Værdighed.

Jo, havde bare hver Venstremand

Forstaaet den Kunst at tie som han,

Saa skar det dem ikke i Sjælene,

At deres store Ord blev til Vind,

Og saa blev O le C h r i s t e n s e n ej sat et Trin

Lavere end de Umælende.

Fribilletter, som Chefen med gavmild Haand uddelte sær

lig til dem, der kvalificerede sig som ubegavede Skue

spillere, Digtere og Kritikere. Simple Billetsjovere saa

han ikke, men det kom blot af, at denne for Kunsten saa

betydningsfulde Race uddannedes ved T eatret blandt unge

begavede Mænd fra Hjørnet af Læderstræde.

Studenten fik Plads i Parkettet og saa nu, at hele

Forsamlingen paa Tilskuerpladsen og Scenen, til Erindring

om Drachmanns Fiskere, var klædt paa som til en Fisker-

maskerade i Taarbæk, Festsn aabnedes med Fremsigelsen

af det bemrnté Digt med de bekjendte Linier:

«Om fe o ih u n d .re d A a r vil de ikrive et Værk

Og grave mig op fom den gamle Klerk

Og tage mit Liv i de ftore Træk,»

Derefter holdtes der af en graasprængt Cicero et

Foredrag, som mindede om Drachmanns Betydning før

Scenen, idet h an,.ved at undlade at benytte sit store Geni

for Theatret, havde gjort det muligt for dette at faa

mangfoldige andre Værker opført.

lia n begav sig derpaa til Opgravelsespladseu, hvor

det halvt forvitrede Monument, en vældig Sydvest, stod

over Graven, der bar sine Blomster, som den vilde.

Teatrets Komikere gravede Digteren op og forsogte

at tage hans Ben i de store Træk; men først efter megen

Søgen fandt man nogle store Mammuthknokler . ..............

Paa Gaden kjøbte Studenten et Festnummer af

Kloaken

et Blad, der i Udseende mindede om

Morgengnavet,

men

langt overgik dette i Stilens Saft og Kraft. Det polemiske

Digt paa Forsiden begyndte saaledes:

«Satan æde dig,

Fanden træde dig

Ned, dit Svin,

Med Spark og G rin .............»

•Nej,* tænkte Studenten, »maa jeg saa bede om det

gamle Kjebenhavn og Morgenbladet!« — I samme Nu sad

ban hjemme med Morgenbladet i Haanden og læste en af

D r.

Levisons gamle Recepter deri.

Den Nat

drømte han, at Herman Labang var bleven klog og ikke

skrev mere. Det var en kjedelig Drøm, og han vaagnede

forstemt. Men saa kom

*Nationaltidenden»,

og Kjælderen

var som sædvanlig fuld af Vand, et helt Akvarium med

Torsk og F ly n d e r-------------—

skrattende Toner.