82 / 433
75
genten nd, men han skulde ikke have det mindste imod
at chikanere ham paa alle andre Maader.
Dirigenten
anmodede det militære Medlem om at
tage sig i Ågt.
Det militære Medietn
reserverede sig sin Frihed.
Det fred erik-bajerske Medlem
kunde ikke indse,
hvorfor man ikke kunde bruge mere folkelige Udtryk
i den Slags Forslag. Det vilde være langt mere nor
disk at sætte «Kjæft» eller som lian helst vilde skrive
det som «kaft» i Stedet for «Mund». Han vilde stille
et Ændringsforslag i den Retning, skøndt han forudsaa,
at han kom til at staa alene, men det var ikke godt
for Manden at være aleqe og derfor vilde han foreslaa,
at Kvinden, den nordiske,.hjertevarme, hojbaarne Kvinde,
snart maatte komme til at tage Sæde i denne Redak
tionsforsamling eller dette Bl ads kr i v e r t i ng , som han
vilde foretrække at kalde det.
Det kommunale Medlem
trode nok, at han som
gammel Skatteborger havde Blik for det økonomiske
og økonomiforvaltningen, at det skulde bare gaa ganske
gelinde, og det var blot til Skandale, naar man for
Exempel paa øn Gang saa en Borgermester stikke sin
Finger i Renovationsvæsenets Jord og lugte Deposi
tumerne og Uraad, som det var meget bedre at lade
ligge og lade frimurerne for Exempel mure en over
dækket Gang over det, som over Rosenaaen, for Mud
deret skulde man holde paa alligevel, saadan som Grev
Holstein vilde have det i Kastelsgraven og Ehlers paa
Farimagsvej , hvor det Var ligesaa godt, undtagen at
der var det Kommunalmudder, som var mere tyndt
flydende, hvoraf det fremgik, at han kunde ikke Yære
med til at give Sølvbægere, førend baade Ehlers og
Rigsdagen havde gjort saa meget Mudder, at vi kunde
udføre deraf og tjene saameget derpaa som Gjedning,
at vi kunde komme ud af alt det økonomiske Mudder,
Borgemesterens Finger havde rodet op med Hensyn til
Økonomiforvaltningen og som saa sort ud men maaske
nok vilde klare sig, som saadan noget plejede efter-
haanden, naar man bare gav Tid.
Det kultusministerielle Medlem
havde følt sig
tiltalt af det ærede næstforegaaende Medlems Ytring
om Kvindernes Optagelse i Redaktionsmøderne og
skulde gjerne paatage sig, i Fald der skuide blive givet
dem Adgang, da at modtage Ansøgningerne og nær
mere undersøge Vedkommendes Kvalifikationer. Han
vilde i saa Fald udbede sig Doktor Brandes fil Medhjælp.
Det idiotiske Medlem
mente, man kunde have et
billigt Grin, naar man lod sig nøje med Doktor Levyson.
Dirigenten
advarede imod at komme for langt
bort fra Sagen. Da det imidlertid af Forhandlingerne
syntes at fremgaa, at der ingen Stemning var for at
yde det intetsigende Medlem nogen Hædersgave, vilde
han tage sit Forslag tilbage og se at hjælpe Medlemmet
paa anden Maade. Det havde nemlig vist sig at denne
intetsigende Størrelse i sin Tid havde spist Blaar paa
Bakken, hvilken Virksomhed imidlertid havde været
aldeles uproduktiv. Han vilde dog foreslaa, at man gav
ham en Attest for hæderlig Vandel og derefter over
sendte ham til Hørkræmmernes Alderdomsforsørgelses
kasse, under hvilken han paa Grund af sin tidligere
Levevej maatte sortere.
Dette vedtoges.
;v-,
Literærhistoriske Prøver
paa
Et nedersaohsisk
Konversationslexikon
af G-. B.
5. ERIK B06H vilde bave haft et
vist Navn som Causeur og som en
komplet Kuplet- og Pamfletforfatter,
hvis han ikke havde gjort sig umulig
ved sit Tydskerhad og sin
»Mester Ole
Vinds Nyaarsprædiken»,
en haanende
Kritik af det intelligente Venstreparti.
6
. HOLGER DRACH1HANN. Dette
eminente
ingeniutn,
som mindst er
10,000 Talenter værd, er en Adoptiv
søn af en fattig udekoreret Fisker, ved
Navn
Lars Kruse
ved
Esromsø.
Her
havde han sin første Vandgang, og her
tilbragte han en bevæget
Ungdom i
Digt og Sang.
Her fiskede han med
ungt Blod
i rørte Vande. Her red
han
Banke mellem Boser,
og herfra
skriver hans Forkjærlighed for Fisker
livet sig. Han var tidlig velset af
Fischerkonerne, hvilket dog ikke forhin
drede Kultusministeren fra at give
ham Digtergagen. Denne Egn var ham
et Venusbjerg, hvorfra han som en
Tannhduser
drog til Ifjøbenhavn. Og
nu udfoldede han en Produktivitet, der
forvandlede hans Liv til en
gylden Dal.
To Ting ere betegnende for ham: Fro
dighed og Selvkritik. Han udgiver i
Almindelighed mindst et Par Værker
om Maaneden; og hans Beskedenhed
viser sig i, at man i denne uhyre Pro
duktion forgæves vilde lede elter et
epokegjørende Værk, der gjorde For
dring paa at stilles ved Siden af de
store Digteres Værker. Hans Selvkritik
optræder, paa Grund af hans ejendom
melige Naturel, som en vellugtende
Selvros, og heri viser hans største
Frodighed sig, ligesom hans største
Selvkritik viser sig i, at han stadig
holder det Drama tilbage, for hvilket
ban allerede har faaet store nationale
Belønninger. Han hører til de indad
vendte Digtere, der besynge deres eget
Jeg. D et Dr a c hma n n s k e J EG er
et ydende, nydende, bydende, banebry
dende, frydende, lydende, skrydende,
sydende og skydende (»To Skud») Jeg.
Det indeslutter i sig en Mangfoldighed
af Jeg’er, der som kinesiske Æsker ligge
indeni hinanden. Denne nordiske Bar
des Jeg er snart vældigt som en Barde-
Hval, snart ringe som en Hundestejle:
nu er det futtende
60
m en enfoldig
kinesisk Pistol, nu tordnende som Tre-
foldighedskanonen; snart er det bidende
som en Taskekrabbe og snart lidende
som et Barn, der har faaet Olie. —
Han skriver Vers lige saa hurtig, som
han selv kan rose dem. Hans Digte
trivialiseres ikke af smaalige Hensyn
til Rhytmus og Vellyd; generende hen
synsfuld har hans Poesi aldrig været.
Hans Fiskere ere dejlige firskaarne Karle
i Sejldug og Sydvest, som stinke af
Søvand, Tjære og Selvros, bande til
fredsstillende (se Schandorph) og synge
Drachmannske Viser, naar de har
Spillet gaaende. Han fører forøvrigt
et tilbagetrukket Liv, hvorfra han
kun
vovede sig frem for at modtage oven
nævnte Digtergage. Efter i Litteraturen
at have afsløret sig selv, har han fornylig
afsløret Evald i Rungsted.
7.
JULIUS GERSOK
er bekjendt ved
barnlige Digte om barnlige Emner;
hans mest bekjendte Digt i denne
Retning er
Børneramsen om Herman
Bang.
(Fortsættes.)