81 / 433
74
T r ed ie B e h a n d lin g
la, der kan man se, det er gyldne Ord,
A t al T ing paa denne velsignede Jord
Faar før eller senere Ende!
Og har Du en Tvivl derom i dit Sind,
Saa gak i det danske Folketing ind;
Der vil Du faa Troen i Hænde.
Finanslovbehandlingen stræbte med Flid
A t undgaa parlamentarisk Strid,
O g at afgjøre al Ting mindelig.
Men langsomt fra Haanden Arbejdet gled
Og syntes, lig Himmelens Miskundhed,
A t skulle vare evindelig.
D og da man omsider saa langt skred frem,
A t man var i Stand til at tælle til fem
A f henrundne Maaneders Række,
Saa gjorde man endelig Sagen klar
Den otte og tyvende Februar.
Slig Stordaad maa Undren vække 1
Og trods det Hastværk, man anvendt har,
Er denne Finanslov et Pragtexemplar
A f politisk Dybsind og Grundighed,
E t brugbart, skøndt temmelig magert Budget,
Der skærmer den kjære Bevillingsret
Mod reaktionær Underfundighed.
•
Den opelsker folkelig Industri,
Selv Brøndgraver
SØRENSENS
Vindmageri
T o g
B læSENBOEG
under Beskyttelse;
Thi han og hans EM er har gjerne lagt Vind
Paa Blæst og vindskibeligt Hjernespind
A t beære med Understøttelse. ,
— A l b e r t i
tog sluttelig glubsk paa
V e j:
Man kan ej benægte, at han ved sit
«Nej»
Besørgede Hændernes Tvættelse.
Men da til Benægtelsen frem han tren,
Da fulgte med hannem ej fler end en;
D et var dog al Tid en L e t helse.
For Resten var tredie Behandling mat
Med Hensyn til storpolitisk Debat
Og dertil hørende Sludder;
D o g hørte man Taler i folkelig Aand,
Og Venstre holdt tro sin beskyttende Haand
Over Kastelsgravens Mudder.
— Nu ser F i n a n s l o v e n straalende ud.
Tænk, ni Millioners O v e r s k u d !
D et Facit maa nok kaldes blændende!
— Derfor bør vi takke de Venstremænd,
Som U n d e r b a l a n c e n humant flytter hen
I Lommen paa — E m b e d s m æ n d e n e .
Dirigenten
bad Medlemmerne
om først og fremmest, naar de
sad her, at huske paa, at de
ikke var paa Vaabenbrødre-
generalforsamling og ikke heller
i Folkethinget, saa de maatte
opføre sig nogenlunde anstændig,
og han maatte erindre dem om,
at Grundlovens § 57 ikke vilde
yde dem nogen Beskyttelse paa
dette Sted, saa de maatte helst afholde sig fra Injurier.
Det idiotiske Medlem
kunde godt indse, at dette
sigtede til Ole Christensen, og vilde derfor bare spørge
Dirigenten, om «Løgn og Bagvadskelse* var en In
jurie.
Dirigenten
svarede bekræftende.
Det idiotiske Medlem
mente, at naar det altsaa
var sandt, at det var Løgn, saa var det jo saa rimeligt,
at Ole Christensen krøb i Skjul, men dersom det var
Løgn, at det var sandt, nemlig at hans var Løgn,
saa —
Dirigenten
bad det idiotiske Medlem gaa lidt ud
og lufte sine Begreber og meddelte derefter, at Mødet
var sammenkaldt for at tage Bestemmelse om en livs
varig Hædersgave til det i n t e t s i g e nd e Medl em i
Anledning af, at han nu i syv Aar havde siddet i
Redaktionen og i al den Tid kun en eneste Gang
aabnet sin Mund for at meddele, at han frafaldt Ordet.
En saadan Selvfornægtelse midt i vor meget talende
Tid var Penge værd og som et talende Vidnesbyrd om
Medlemmernes Paaskjønnelse heraf vilde han ioreslaa
at skjænke Vedkommende et Sølvbæger med Indskriften:
Han bl ev yed at holde Mund.
Det militære Medlem
kunde aldeles ikke være
enig med Dirigenten. Han havde nemlig tænkt sig
akkurat det Samme fra først af, men nu da han hørte
sit eget Forslag i Dirigentens Mund og derved kom til
at huske paa, at Dirigenten og han havde siddet paa
Skolebænk sammen og derfor aldrig havde kunnet
fordrage hinanden, vilde han gjøre alt Sit til at for
hindre, at Forslaget blev vedtaget. Naturligvis kjendte
han sine Pligter som militært Medlem tilstrækkelig til
at vide, at det ikke gik an aabenlyst at skjælde Diri