85 / 433
78
Fra L itera tu r en s O v e rd r ev .
V II.
O g hvad er saa »den frie Tankes# Øjemed?
At fere Krig mod Haabet og mod Drømmene,
Til Dåden Stat og Kirke «forud dømmende*;
Frihed til alt den lader sig kun nøje med.
Dog kritisk Frihed har endnu den Møje med
At hævde som Princip i Hovedstrømmene;
Thi hvis man Br a n d e s efterser i Sømmene,
Ja, saa bifer han skam ikke til at spøge med!
— «Det nittende Aarhundreds* Frihedsflamme
Blev kun hos os til bare Røg og Gnister ;
Partiet er bestandig dog det
3
amme.
Det hænger sammen som det bare Klister
Og bli’er vel samlet sat i Glas og Ramme
Som Danmarks literære Ni hi l i s t e r .
„L y k k e n s K a lo sk e r .“
Vexl ende Udf l ugt er .
III.
•Et Dukkehjem* -
E
h i
.
ers
— Ringbjerge — Magi-
ftratsmaanefkin — Biplaneter — Lygteiændere — Kom-
munalbeftyrelfen
Fuldmaane — Stjærneikud — Spejlæg
— Borgmeftermave — P r.
L
eviso n
—
Morgengnavet
—
Bærmefabrik — Jærnstænger —
Dagbladet
— Tilløb —
Seng —
H
erm an
L
arang
.
—
A l t u d s o l g t ! ! ! !
Naturligvis! Det var “Et Dukkehjem*, der gik. — Fore
stillingen var forbi, og Mændene skyndte sig at faa deres
Koner i Omnibusserne, — saa lob de da ikke for det
Ferste. — Studenten havde ogsaa været i Teatret og faaet
Kaloskerne forbyttede-, en ældre Herre gik, uden at vide
det, over Torvet med Lykkens Kalosker. Denne Herre var
Borgemester E h 1e r s. Han saa fra de søvnige Gaslygter
op paa Maanen, misundte den sin straalende Belysning
og enskede sig derop. Og saa stod han paa et af de
mange Ringbjerge. Den Belysning var han ikke vant til ;
Borgmestre taaler tidt ikke at belyses. Og han tænkte:
V III.
D o g mens det unge Rus l ands Radikale
Paa sand Banditvis deres Ry erhverver,
Snigmyrde deres Fjender og til Skjærver
Forvaudle Kejserborges Marmorsale,
Har deres Fæller her i Danmarks Dale
Lidt mindre Mod og knap saa stærke Nerver;
Den «Dumhed# kun, som deres Sag fordærver,
Skal «Haas»; saa led jo deres Vismands Tale.
Som Ruslands Nihilister helst ved Miner
Og Baghold slaas, men grumme nødig triner
Til aabne Angreb modig frem for Fronten,
Har «voreses» ogsaa Miner gjort mod «Fjenderne»
I Meyers Lexikon, ja selv blandt Finnerne,
Men heldigvis — saa har vi lugtet Lunten.
Som jeg ikke fører i denne Tid; Formedelst Petersen
er daarlig og ligger i Sengen, Af et Tilfælde; Som han
fik forleden Aften nemlig i Krumkagen ved at læse Fæ
drelandet. Fordi han læste om, at vores Skuespil var det
bare Pojt og vores Opera; Brillant. Som var mere end
han kunde bære ; Nemlig at de vilde have vi skulde give
bar Operaer og en Gang imellem Resiterendes. Og Pe
tersen faldt ned af Stolen og i en hæftig Feber. Som
han fantaserede i, og trode han sad ganske alene i The-
atret med fem musikalske Jøder og en døv Mand.
Der var gaaet fejl og trode han var kommen paa
Pantominetheater, og saa gik Tæppet op og saa gav de
•Gid jeg havde mit eget Gaslys (=0,003 Spermacetlys) fra
Jorden her; det er saa sundt for ©jnene!» At det ikke
altid er ligesaa 6undt for Benene, tænkte han ikke
paa.
Han saa sig om, og nu var det det dejligste Magistrats-
maaneskin, han kunde ønske sig. Men dette Mørke frem
kaldte Forfærdelse paa Maanen, hvis Beboere ere Ild- og
Lysvæsener, der kun leve af og ved Maaneskinnet. Som
vi sige, at En dør, siges der, at « E n g a a r u d » , som et
Lys. Og adskillige Maanebeboere gik ud ved det pludselige
Mørke. Der telegraferedes strax til det store Gasværk,
•Solen *, om mere Belysning, men det varede noget, inden
denne bragtes
p r.
Udtog ad den med Maaneskinner belagte
til Solen gaaende Luftvej.
Maanens Biplaneter stak
imidlertid adskillige velgjørende Brandere ud. Endelig
kom Belysningen igjen, og Ehlers havde Skmnet imod
sig. Han saa sig omgiven af Tusinder af lysende Legemer,
der dansede om ham som Lygtetænderne om «Hesten*.
Og til Maanebeboemes Rædsel saa de Ehlers’ uoplyste
Person som en mørk Gaade stirre dem i Møde. Ehlers
glemte at ønske sin forrige Belysning tilbage, han blev
ganske maanesyg-, han var ikke vant til i Kommunal
bestyrelsen at se saa mange Lys om sig. Men nu var han