89 / 433
82
Melodramatisk Forspil
tii
L a n d s t in g e t s N a c h s p ie l .
£ang Tid i Landstingets værdige Sai var
Stemningen flov,
Talernes Skæbne bestandig fatal var,
Publikum sov.
Nu kommer Solen, og Taagen den viger,
Landstingets Aktier paa Kurslisten stiger,
Lydt klinger Talen fra Blom og fra K r ie g e r ,
Andræ og C arlsen og P loug .
Aarets F i n a n s l o v , den stakkels forskudte
Fredløse Lov,
Skal ikke mer være Ber gs absolute
Prisgivne Rov!
Nej, den skal drøftes, til Udvalg hensendes,
Prøves og vejes og drejes og vendes!
Det bliver Lejer, jo det kan nok hændes,
Der bliver morderligt Sjov!
I I .
Debatten gik jo nydelig,
Skendt F i s che r var fortrydelig,
Og Es trup var ei rigtig sød,
Trods Embedsstandens tørre Brød.
— Nu, Landsting, lad ej Modet falde,
Og vær saa god at mindes alle!
Men glem blot ej paany det halve!
— Til Ufred op det trækker slemt,
Og B e r g han ærgrer sig bestemt.
Ja lad ham sige kun god Nat
Til Haabet om Ministerhat,
Gjør Universitetet fri
For fedtet Venstrekniberi,
Og Citadellets Volde løft
A f deres fæle Muddergrøft!
Men en Ting vil vi sige Dem:
Gaa bare, bare lige frem!
Flugt er ej altid redelig,
Men Fiasko altid kjedelig!
Hvert
Dagblad
var jo fuldt af Jammer
Fra Højremænd, som næsten skammer
Sig ved vort tamme Førstekammer!
— Nu er det jer, der staar for Tur
At ta’e vort «Overslag*» i Kur.
I Folketinget svandt det ind
Til næsten bare Ben og Skind.
— Benyt nu brav jer Lejlighed
Og gjør os Loven dejlig fed;
Saa faar I Tak og Pris ndøst:
•Ne j , det Bu d g e t er mage l øs t ! «
P u n c h d r øm r n e r .
H i
nch
havde Feber. De
sidste Maaneders literære Kam
pe havde angrebet hans Nerve
system paa en foruroligende
Maade, Finansloven i Lands-
thinget,
Nationaltidendes
kamp
lystne Artikler, og Herman
Bangs dithyrambiske Feuille-
toner
havde givet ham det
sidste Sted.
Punch
var al
vorlig syg. Han var bleven behandlet af to rigtige
Doktorer, tre Homøopather og fire kloge Koner, havde
afvexlende drukket Spande af amerikansk Olie og
spist over en halv Skæppe Sukkerkugler, Alt sammen
uden Virkning. Nu laa han og døsede, medens en
osendeNatlampe kastede sit rødgule Skær henover den
slumrende Vaagekones trivelige Ansigt. Det var gamle
Mutter
BerlingsJse
, der havde paataget sig at vaage,
men var falden i Søvn over en af sine egne Artikler,