90 / 433
83
og nu
sad hun der og nikkede ganske fredelig og of*
ficielt, medens hendes Skygge paa Væggen havde an
taget en hejst fantastisk og umotiveret Lighed med en
Karrikatur af H. P. Hol st .
Punch
laa og betragtede
denne Skygge, der langsomt vuggede sig frem og til
bage henad Væggen, og til sidst faldt han i Søvn og
begyndte at drømme.
Han syntes han sad i en stor Stue omgiven af
Pilleæsker og Medicinflasker. Rundt om paa Borde og
Stole laa chirurgiske Instrumenter og andre Redskaber
fra Videnskabens Torturkamre. Saa gik det op for
Punch
, at han var en berømt Læge, og at det netop
var hans Konsultationstid Ude i Forværelset stod
der fuldt op af Patienter, Alle sammen ynkelige og
ntaalmodige.
Punch
aabnede Døren. .
«Vær saa artig, kom kun!» sagde han og ind kom
Chrest en Berg. Han var meget skrøbelig. For
uden sin medfødte Svaghed i Knæerne, i led .han af
Dannevirkeibrystbetændelse og
K&noniobot.CPmich
saa
paa han
3
Tunge, den fejlede ikke noget, men saa ud
som en almindelig Oxetunge. Derimod var hans Bril
ler i høj Grad belagte. Vel var Symptomerne just
ikke de bedste, men
Punch
trøstede ham med, at han
havde været værre før, og at nogen snarlig Opløsning
ikke lod sig befrygte. Der ordineredes Diæter og
Kronelixir.
Den næste var Ho l s t e i n Blæsenborg. Han
generedes stærkt af Vinde, og skøndt politisk Vindesyge
ellers plejer at forløbe temmelig chronisk, naar der
ikke kommer en Svovlsyreforgiftning eller Brandskade
til som et forværrende Moment, var der dog den
Ulempe, at Ho l s t e j n s Vinde løb rundt efter alle
Kompassets Streger, hvilket frembragte megen Usikker
hed i den parlamentariske Meteorologi. For denne
Sygdom, som ogsaa for den gamle Skade, som Pati
enten har paadraget sig ved at falde over Skinnerne
til Assens-Banen, og hvorved der var fremkommet et
Banesaar paa hans Skinneben, anbefalede
Punch
en
Vievandkur.
Kultusminister Fi s che r klagede over (Land-) Sting
i venstre Side. Patienten havde ved en fejlagtig An
vendelse af Molbechsk Censurdejg øjensynlig forværret
sin Tilstand og stod nu paa svage Fødder. Jernpiller.
Hol ger Drachmann klagede over Hovedsvim-
mel. Paa et større Krydstogt han nylig havde fore
taget op ad den ildelugtende Selvrosenaa, havde han
pludselig følt sig snavs, og dette Ildebefindende pla
gede ham baade Ude og Hjemme.
Punch
følte del
tagende den store Mands store Puls. Den slog 1003
i Minutet. Der ordineredes
Nux vomica
og v. Ko
s t ers Mavebitter. Patienten forespurgte, om det var
ham tilladt at vedblive at nyde en Recenscent til sin
Frokost. Dette tilsfcodes, dog advarede
Punch
ham
mod at tage dem altfor fede. Drachmann var kjed
heraf, da han netop havde tænkt at stikke Pe t er
Ha n s e n under Vesten næste Morgen, hvilket han alt—
saa nu maatte opsætte.
Derefter kom Frederi k Bajer ind.
Hans
Barnepige forklarede, at lille Frederi k var meget plaget
af Børnesygdomme. Han havde lige overstaaet Mæg
lingerne og Skarlagensfeberen. Men nu var det galt
igjen. Om Doktoren selv vilde se. Lille Frederik
blev undersøgt og viste sig at være rød over hele
den bagerste Del af Kroppen. Efter nogen Betænkning
erklærede
Punch
, at skøndt han forst havde troet,
det var de røde Hunde, Fyren havde, kunde han berolige
hende med, at Fr ede r i k vist bare havde været ude i
Nælderne og at det Hele indskrænkede sig til en bag
partiel Nældefeber, der ikke vilde have farlige Følger.
Kj øbenhavns Magistrat traadte dernæst ind
i Konsultationsværelset.
«Er De nu der med Deres Fenger igjen?» udbrød
Punch
spøgende, men det var hverken den hovne Fe n
ger eller Eh1e rs Sovesyge, som her var Tale om, men
derimod var Patienten bleven dygtig aareladt af en der
til ingenlunde avtoriseret Person, og denne Aareladnjng
i Forbindelse med Patientens sædvanlige Gastritis havde
efterladt en betydelig Svækkelse.
Punch
gav Patienten dygtig paa Hovedet, fordi han
havde indladt sig med saadan en Kvaksalver, og hen
tydede til det hensigtsmæssige i at foretage en Opera
tion for Stær, men herover blev Magistraten fornærmet
og erklærede, at saa vilde dén gaa til en anden Læge
og enten bruge Feng e r selv eller antage en af hans
Familie, hvorpaa den forlod Stuen som inkurabel.
Ude i Forværelset havde der imidlertid samlet sig
en umaadelig Skare af Patienter, og der vedblev stedse
at strømme flere og flere ind. Der stod Ri chardKauf -
mann med sine vanskabte Versefødder,
Dr.
Brandes med
Hovedstrømninger
og
Dass-Åvise n med Splinter i alle
de smaa sorte Fingre. Den kongelige Ho f mu s i k-Handel
vilde endelig ind
og
kureres for sine Hofnoder og det
unge Danmark led af Blegsot og Anæmi.
De
blev mer og mer utaalmodige, og
Punch
blev ganske
forvirret ved Tanken om, hvorledes han skulde expedere
dem Alle sammen. Paa en Gang fik han en lys Idé,
aabnede Døren paa vid Gab, traadte frem paa Tærskelen
og tiltalte dem saalunde:’
«Ærede Medskabninger! Videnskaben har sine
Grænser,
Det har den menneskelige Taalmodighed
ogsaa.
Det er mig fuldstændig umuligt at give dem
Alle Avdiens i Dag. Jeg vil derfor give Dem et lille
Lægeskrifi med paa Vejen.
Naar De taalmodig og
flittig vil studere det igjennem i Deres Hjem, skal De
se, De strax befinder dem en hel Del bedre.»
Med disse Ord trak
Punch
op af sin Baglomme
sit eget Nr. 11 for Torsdagen den Ilte Marts.
Et
uhyre Jubelraab rystede Huset.
Punch
vaagnede.
Han iaa igjen i Sengen, men foran paa Dynen laa
hans nyeste Nummer.
»Gud \’éd, om det virkelig
skulde hjælpe?» sukkede.
Punch.
«Jeg kan jo gjerne
selv probere,» og han læste og læste, og alt som han
læste, følte han sig bedre og bedre, og da han læste den
sidste Linie, gled et forklaret Grin oyer hans blege
Ansigt.
Han stod op, klædte sig paa og var atter
frisk som en Fisk, der ikke har været i Hyttefad.
--------------------