49 / 209
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
37
Virkeligheden fremgik det senere, at med nogen Økonomi havde
Kjøbenhavn Brødføde til hele sin Befolkning for henved jMaaneder1),
men i Øjeblikket kunde det ikke uden videre kontrolleres, og da det
ikke stod til at betvivle, at jo Kjøbenhavn ogsaa i den Henseende
havde en trang og bitter Tid at gaa imøde, maatte det ikke lidet
bidrage til at fremkalde et nedslaaende Indtryk.
Det var dog langtfra Alle, der grebes af trøstesløst Mismod eller
kuedes af Stillingens frygtelige Alvor. Harmfulde over det uhørte,
troløse Fredsbrud, henpegende paa Carl Gustavs Færd mod deres
skaanske Brødre, hvis Privilegier mod Tro og Love paa mange
Maader vare bievne krænkede, og paa hvad Landet kunde vente sig
af en saa umættelig Erobrer og Voldshersker, hvis den Ydmygelse
skulde overgaa Folket, at det gamle danske Rige blev en Provins af
Sverig, hævede der sig i Forsamlingen uforfærdede Røster for at til-
raade at optage Kampen efter yderste Evne —komme hvad der vilde.
Til disse Djærve sluttede Kong Frederik III sig. Med berettiget
Selvfølelse kunde han henvise til, hvorledes han kun havde bøjet sig
for Rigsraadets Flertalsbeslutning, da han underskrev Fredstraktaten i
Høje 1 aastrup, og at han senere, da de pinagtige Forhandlinger med de
svenske xYfsendinge stod paa og det saa ud, som om Carl Gustav
ogsaa vilde bortrøve Slesvig, havde erklæret »hellere at ville sætte
Krone og Liv paa Spil, end at dette Regale skulde bortkomme«;
som dette da var hans Agt, saaledes var det end mere nu. Det
under Forhandlingerne fremkomne Forslag om, at Kongen ved Flugt
skulde unddrage sig Fjendevold for enten at ty til Norge og herfra
optage Kampen mod Sverig eller søge Hjælp i Holland, afviste
Kongen som Vanærende for sig, som unyttigt for Landets Frelse, med
de i alderes Simpelhed saa kraftige Ord: »Jeg vil dø i min Rede.«
J) Exempelvis kan herom anføres, at Prisen for
1
Td. god Rug, for hvilken den
officielle Taxt ved Fjendtlighedernes Udbrud blev sat til
3
Rdl.
(12
Mk.), ingen
sinde under Belejringen oversteg
14
Mk., samt at
1
Pd. Brød stedse kunde
kjøbes for
2
Sk., hvilket ikke — selv naar Piensyn tages til Datidens Penge
værdi — var uforholdsmæssig dyrt, i hvert Fald ikke, naar det sammenlignes
med, at x Pd. Smør til samme Tid kostede
2
Mk.
4
Sk.,
1
Snes Æg
7
Mk.,
1
Par smaa Høns
10
Mk., i Gaas
15
Mk. osv. »For Brød kan vi ikke fuldtakke
Gud,« skriver ogsaa en af Indvaanerne.