53 / 209
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
41
i Holland om at sende »ufortøvet og tienlig Succurs«, og til sidst
nævnte Land afgik samme Dags Aften ombord i et lille Skib, der
lykkelig undgik den svenske Flaade, Gesandten Conr ad van
Beuningen, Danmarks tro Ven i dette Nødens Aar, for personlig
at drive paa Værket og anspore sine Landsmænd til skyndsomst at
ruste. Heller ikke til sit eget Folk forglemte Kong Frederik at hen
vende sig. Næste Dag, den 9de, rørtes Trommer og Trompeter
over den hele By, og Kongen sammenkaldte hos sig paa Kjøbenhavns
Slot Borgmestre og Raad, Lavenes Oldermænd, Gejstligheden og
de »Højlærde«. Dørene til Slottets store Forsamlingssal stod aabne,
Enhver, som vilde, kunde frit gaa ind. Paa Kongens og Rigsraadets
Vegne talte Rigshofmesteren, J ochum Gersdor f , til den forsamlede
Mængde. Han forestillede dem, hvorlunde man nu var bleven bragt
til saadan Yderlighed, at man maatte forsvare sig som Mænd eller
»omkommes«, og opmuntrede derfor til Samdrægtighed og til ingen
Ting at spare, som kunde tjene til Fædrelandets Frelse; Studenterne
opfordredes til at slutte sig sammen i et Korps, Kjøbmandssvendene i
et, Haandværkssvendene i et, og Borgerne til ivrig at »gaa til Volds« med
Fyrrør eller med Spade, som de nu kunde bedst. Rigshofmesteren havde
talt med varme Ord, og vel sjeldent har et Opraab fundet et villigere
Øre eller givet et skjønnere Resultat. Et Tilfælde hævede den i høj
Grad løftede og fædrelandskjærlige Stemning til Begejstring. For
anlediget ved en falden Ytring, uvist af hvem, hvori der næredes
Tvivl om Borgernes Standhaftighed, traadte Hans Nansen, Kjøben
havns ansete øverste Borgmester, frem i Forsamlingen, protesterede med
Kraft imod denne Tvivl og erklærede under øredøvende Bifaldsraab,
at han og alle Kjøbenhavns Borgere kun vilde dø som deres ret
mæssige Konges Undersaatter. Og dette bevistes i Gjerning. Med
Sandhed og ¡uden Bram kunde der i en Regeringsskrivelse senere
hen forekomme følgende prægtige Sætning: ». . . Eftersom højst-
bemeldte Majestæt saavelsom indeværende Adel og Borgerskab sig
til s i ds t e Mand at def endere og med hverandre at leve
og dø have r be s l ut t e t . . .«
Det var et godt og ønskeligt Rygstød, der saaledes ved Kjøben-
havnernes uforfærdede Redebonhed blev ydet dem, hvis Pligt det