58 / 209
46
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
satte sig derimod, og Urup viste Selvfornægtelse nok til at give
efter.
Den lille Skare stod rede. Den 11te August om Morgenen bleve
Forstæderne stukne i Brand, den nys opførte Kirke paa Nørrebro
nedreven, og henad Aften droges Portene til, for, som det hedder,
at staa lukkede i 20 Maaneder, kun aabnede for Udfald og »Foderatzie«.
Den 12te tidligt om Morgenen faldt det første Kanonskud. Det
løsnedes fra Kjøbenhavns Volde og var en stolt Tilkjendegivelse for
Svenskehæren af, at man frygtløst gik Kampen imøde.
II.
Paa Bakkerne ved Valby opmarscherede ved Middagstid den
1ite August den svenske Hær i Slagorden med vanlig Præcision, men
Skuet af de kamplystne og hærdede Krigere formaaede ikke at bort
jage den Tvivl og Uro, der havde bemestret sig Carl Gustavs Sind
ved Synet af Forstædernes Brand og ved den vedvarende, uhyggelige
Tavshed fra den foran liggende Hovedstad, som han havde betragtet som
et sikkert Bytte, og hvor han havde ventet at holde et triumferende
Indtog. Han saa sig ikke istand til, som saa ofte i kritiske Situationer
tilforn, alene at tage sin Beslutning, at træffe en Afgjørelse mellem
det Dobbeltvalg, der nu laa for: Storm eller Belejring. Han sammen
kaldte Krigsraad. I og for sig var dette for en Heltenatur, forvoven
og energisk som hans, en Selvmodsigelse, og, saavist som Krigsraad
sjeldent afføder dristig Handling, kunde han næsten paa Forhaand
have sagt sig selv, hvad Resultatet vilde blive. Men Stordaad skulde
der dog dengang til for at udslette det danske Rige af Staternes Tal.
Den mægtigste Mand i den svenske Hær og i Krigsraadet, Carl
Gus t av Wrangel , var ugunstig stemt for en Storm. Han var kun
med Ulyst, da Planen til Overfaldet diskuteredes i Kiel, gaaet til
dette nye Forehavende, som han fandt eventyrligt og uklogt. Han
havde som kommanderende General over den svenske Hær paa
Sjælland holdt ualmindelig skarp og god Mandstugt, havde forladt