96 / 207
H O L G E R R A S M U S S E N
mens de egentlige bondegårde i mange tilfælde var flyttet ud. En
gennemgang af folketællingerne skulle kunne give materiale til en
belysning heraf. Den nærmeste omegn vest for hovedstaden var
ligeledes præget af lyststeder. I Frederiksberg var næsten halvdelen
af bondebrugene i 1834 på københavnske hænder. Som Sterm
siger: »De ere for den største Deel smagfulde Lyststeder, der ejes
af Hovedstadens Indvaanere og beboes af disse om Sommeren,
forsynede med smukke, net indhegnede Haver; dette er især T il
fældet med Bygningerne, der ligge ved Frederiksberg Allee«.2i>
Selv om en del af de købstadsejede gårde blev drevet som egent
lige landbrug og bl.a. forsøgte sig med nye afgrøder og nye dyrk
ningsmåder, fik de dog ikke nogen større betydning i henseende til
at ændre bøndernes eget brug, selv om Hage mener, at »de Be
tragtninger, Bønderne foranlediges til at anstille derover«, kan
have spillet en ikke ubetydelig rolle. Den anskuelse, han selv
fremfører, at »den fordærvelige Afsondring«, hvori bondestanden
så længe er blevet holdt, har bevirket, at den »er bleven fast i det
engang Antagne og betragter det Nye med Mistillid«, har i alt fald
også gyldighed.
I byggeskikken holdt man således også i det store hele fast ved
det vedtagne såvel i konstruktion som i indretning. Ofrede man
noget ekstra, var det snarest på stuernes indretning. Panelklædte
øverstestuer, hvor kister med buklede beslag og tunge skabe havde
deres faste plads, har nok i mange tilfælde haft københavnske
håndværkere til mestre, og det samme gælder mange møbler. Men
også på dette punkt trænges der til undersøgelser.20 Sterm be
mærker således i sin omtale af Søllerød sogns beboere, at »i deres
Boliger seer det overalt reenligen og ordentligen ud, og næsten hos
Alle finder man et, undertiden elegant møbleret, Stadsværelse,
uden at dog Nærheden af Kjøbenhavn har smittet dem med Over-
daadighed og fordærvet deres moralske Characteer«.27
96