92 / 207
H O L G E R R A S M U S S E N
tilstanden i sognene nærmest København derfor synes mistrøstig.
Bøndernes specialisering og deres mange rejser til hovedstaden med
deres produkter gjorde, at de ikke kunne være særlig virksomme
inden for husfliden. Det gjaldt især mændene, men heller ikke den
kvindelige husflid stod højt. Den større rigelighed på rede penge,
som afsætningen i København medførte, har utvivlsomt bevirket,
at bønderne kunne se det som en fordel at anskaffe sig meget af det
på deres hovedstadsbesøg, som bønder andre steder i landet var
henvist til selv at lave.
I sin amtsbeskrivelse fastslår Hage derfor med beklagelse, at
»den nærmeste Omegn af Kjøbenhavn staaer, med Hensyn til
Huusfliden, paa et lavt Trin; Hovedstadens Nærhed, Tillokkelser
og Adspredelser vende Sindet fra den hjemlige Rolighed, der er en
Betingelse for det fredelige Hjem, hvor de huuslige Dyder, og
blandt disse Huusfliden, trives«.21
Hage bygger sin oversigt over husflidens tilstand på indberet
ninger fra sognene, som først og fremmest præsterne havde ført
i pennen. Deres fremstilling er i mange tilfælde lige så meget en
moralsk som en økonomisk vurdering, og det må man naturlig
vis have i tankerne, når man læser dem.
Fra de fem nærmestliggende sogne er der modtaget en optimi
stisk vurdering om den kvindelige husflid, der tilvirker alt af uldent
og linned, som familien bruger. Men, siger Hage, »dette er den
allerfordeelagtigste Skildring, der kan gives af Huusfliden i den om
handlede Egn . . ., thi man vilde tage meget feil ved at antage, at
Bonden i denne Egn forsynede sig med alle de Klæder, som bruges;
tværtimod der kjøbes en Deel, baade Silke og Klæde, og det ikke
af det simpleste, men Klæde til 5-6 Rbd. Alen«. Omtrent lige
sådan står det til i Lyngby og Søllerød sogne, hvor det fremhæves,
at »ved Høitider bruge de velhavende Bønderdøttre - Silkeklæder«.
I tørveegnen står det helt elendigt til med husfliden. Fra Glad-
92