95 / 207
K Ø B E N H A V N S B Ø N D E R
det ejendommelige forhold, at netop i omegnen af København har
»folkedragten« holdt sig til helt op imod vor tid både hos skov
serne, amagerne og delvis hos hedeboerne. Selvfølgelig skete der
ændringer i dragten, men det var efter bøndernes smag. Both, der
i 1868 skrev om kulsvierne og deres nærmeste naboer, siger,23 at
det aldrig faldt nogen ind at klæde sig på købstadsmaner, fordi man
satte en ære i at være bønder. På det tidspunkt, hvor han skrev,
var egnsdragten endnu fuldt levende i Nordsjælland. Bønderne
valgte simpelthen det ud af det nye, der kom frem, som de kunne
forstå og synes om, og lod det indgå som en del af helheden.
Her gør et forhold sig gældende, som har spillet en stor og vigtig
rolle for al folkekunst, nemlig hvem det er, der bestemmer stilen.
Er det producenten, eller er det forbrugeren? Man er blevet mere
og mere klar over, at forbrugernes ønsker har en meget afgørende
indflydelse på udformningen. Det ses måske allerbedst af smykke
forrådet, hvor de københavnske guldsmede, der sad og producerede
sølvarbejder efter sidste mode til kunderne i byen, f.eks. i empire
stil, samtidig måtte lave smykker til bønderne på Amager, hvor
hele stilpræget var i renæssance eller barok.24 Og dette forhold er
ikke enestående for Amager.
Hvad byggeskikken på landet angik, så vedblev den på traditio
nel vis. Ganske vist havde bønderne mange steder de københavn
ske lyststeder for øje, men de kom ikke til at påvirke deres eget
byggeri. Lyststederne var det første varsel om den altomfattende
infiltration af land og by i hovedstadens omegn, som i dag er så
udpræget. Hovedparten af lyststederne var i begyndelsen af 1800-
årene blot beregnet til landliggerliv i sommertiden. Stranden og
badelivets glæder spillede på denne tid endnu ikke nogen rolle. Det
var smukke partier ved skov og sø, man gik efter, og derfor var
det først og fremmest egnen nord for København, der var eftertrag
tet. I næsten alle bondebyer her fandtes lyststeder eller lystgårde,
95