90 / 207
H O L G E R R A S M U S S E N
forsømme deres agerbrug. Der klagedes også over, at man drev
rovdrift på tørvemoserne, selv om mange af dem syntes uudtøm
melige.
Tørvebønderne havde stadeplads på Kultorvet, hvor kulsvierne
med deres trækul også holdt til. Torvet var een trængsel af mænd,
heste og pindevogne. At vove sig ind i trængselen skulle der lige
frem mod til. Grundlæggeren af Dansk Folkemuseum, Bernhard
Olsen (f. 1836), der havde sit barndomshjem i St. Kannike
stræde, fortæller, at han husker tørvebønderne som »en ofte røver
agtig Bande, der truede ensomme og frygtsomme Personer til at
købe deres snyderagtigt læssede Varer«.15
Også uden for københavnsbøndernes egentlige område satte ho
vedstaden sit præg på produktionen. Kulsvierne fra Frederiksborg
amt brændte trækul og kørte dem til torvet i København, og gik
det langsomt derindad med fuldt læs, så kørte de alt, hvad remmer
og tøj kunne holde, når de skulle hjem. Junge fortæller herom:
»At kiøre om Kap er en af disse Siellænderes Hovedpassioner. Den
brede Kongevei er derfor en bestandig Løbebane, og Vertshusene
de
carceres
(i romernes cirkus de båse, hvori vognene holdt, inden
væddekørselen begyndte), hvorfra man idelig seer Bønderne at fare
ud, for med gloende Hiul at jage forbi hinanden. For at kunne
dette, vove de endog ofte Livet«.16
Fra samme egn af Sjælland, nemlig Sørup ved sydenden af
Esrom Sø, kørte blegmændene til København for at hente tøj til
vask og blegning,1 “ og på den modsatte side af hovedstaden i
Dragør fandtes der ligeledes vaskerier og blegerier, som havde deres
kunder i København.
Billedtekst til siderne 88 og 89: Hovedstaden med produktionsområderne o. 1840.
Zonegrænsen nærmest byen er »Melkeveien« eller »Gødske- og Mælkelinien«. Om
rådet mellem zone 1 og 2 er tørvebøndernes område
9 0