113 / 136
108
KAMPEN FOR L IV E T
Liv uden for at begynde paa Fortsættelsen, for saaledes
gaar det til i det virkelige Liv. Holger Drachmann har for
modentlig ment det samme, den Gang han sagde, at man
kunde da virkelig ikke slutte en Roman; hans „Forskrevet“
glider ud i vagt Drømmeri og ender egentlig slet ikke. Ja
cobsen bruger ligesom Henrik Ibsen i de senere Dramer den
eneste mulige Slutning: Døden. „Marie Grubbe“ og „Et
Skud i Taagen“ slutter med Heltindens Begravelse, „Niels
Lyhne“ „dør Døden, den vanskelige Død“ , „To Verdener“
ender med, at den syge Kvinde drukner sig, og „Fru Fønss“
med Afskedsbrevet fra den døende Moder.
I Efteraaret 1880 følte Jacobsen sig rask og arbejdsdygtig,
nu skrev han Slutningen af „Niels Lyhne“ . Paa denne Tid
fik han Besøg fra København, først af Holger Drachmann,
saa Herman Bang; det første Besøg var til stor Glæde for
begge Parter; i et Brev, Drachmann efter at være vendt til
bage til Hovedstaden sendte Jacobsen, hedder det bl.a.: „Der
er en Ting, som jeg med disse Linier gerne vilde sige dig:
jeg mindes ingensinde at have set et saa smukt Udtryk for
Broderkærlighed, som jeg blev Vidne til under mit korte
Ophold i din og din agrariske Broders fælles Lejlighed.
Sligt gør godt.“ Om Herman Bang, som under en kort Visit
for første Gang talte med sin ældre Digterfælle, sagde J. P.
Jacobsen, at han gjorde et meget behageligt Indtryk.
Den 2. December K1.4£ om Morgenen blev det sidste
Ord i „Niels Lyhne“ skrevet, og den 9. December kom Bo
gen ud. Georg Brandes skrev en rosende Kritik i „Morgen
bladet“ , men hverken med denne eller andre Anmeldelser
var Jacobsen tilfreds; de var rosende nok, syntes han, men
han var bange for, at Rosen ikke var ment, at man roste af
Hensyn til ham. Der kom ikke nogen anden Udgave før
1885, første Oplag var rigtignok ogsaa omtrent tre Gange