114 / 136
KAMPEN FOR L IV E T
109
saa stort som i sin Tid „Marie Grubbes“ ; men Jacobsen føl
te sig alligevel skuffet over sin nye Bogs Skæbne. Det var
derfor en stor Opmuntring for ham, da han hørte, at de to
norske Digtere, Ibsen og Kielland, var begejstrede for hans
Værk, og han citerede stadig deres Udtalelser i Breve til
Vennerne i København. Ibsen havde sagt: „Niels Lyhne er
den bedste Bog i dette Aarhundrede,“ og havde læst højt af
Bogen til sine Aftenselskaber; Kielland havde skrevet til
Hegel: „Den Bog er den største, som er kommen i min Tid,
synes jeg, og der er uendelig meget at lære og beundre,“ og
han havde spurgt, om Jacobsen boede i Thisted, han vilde
gerne træffe ham, naar han kom til Danmark. Havde „Ma
rie Grubbe“ uden Grund vakt nogen Forargelse, saa vakte
„Niels Lyhne“ ligesaa ugrundet den vildeste Forbitrelse.
„Fædrelandet“ bragte den 3. Februar 1881 en ottespaltei
Artikkel om den nye Roman; Bogen, dens Forfatter og den
Retning, han tilhører, fordømmes uden Naade; det eneste,
der overhovedet kan passere i Romanen, er Fennimores
Fortvivlelse, da hun faar Budskab om sin Mands Død. „Den
ne Del af Fortællingen er præget af mere Alvor end alt det
øvrige og viser, hvad Forfatterens Evne vilde kunne udrette,
dersom hele hans Retning ikke var falsk og fordømmelig,
hedder det med ægte „fædrelandske“ Udtryk. Otte Dagese
nere modtog Jacobsen følgende manende, for Nutidslæsere
særdeles komiske Epistel, som var sendt ham anonymt un
der Forlagets Adresse.
„Hvor kan De forsvare for Deres Samvittighed at be
sudle Deres store Gaver, som De har gjort det ved at skri
ve en Bog som Niels Lyhne? at trække dem, Gaverne, ned
i Smuds og Lavhed ved at skildre saadanne modbydelige
Forhold som Niels Lyhnes til de tre lave fæle Fruentimme
re; derom drejer sig hele Bogens Indhold; det er Kærlig