112 / 136
KAMPEN FOR L IV E T
107
egen lille Lejlighed i Stuen, medens Forældrene boede paa
første Sal. Jacobsen fik et stort Arbejdsværelse med tre Fag
Vinduer; lige udenfor disse en smal Vej, saa den lille Stump
Strandhave, bagved denne Limfjorden med Morsøbakkerne.
Straks da han kom hjem i Juli, havde han skrevet lidt paa
„Niels Lyhne“ , men lagde temmelig snart Arbejdet til Side
og tog det først op igen i December. Efterhaanden som han
arbejdede med denne „Ungdoms Historie“ , traadte Hoved
personen stadigt mere frem og kom tilsidst til at dominere
fuldstændig, hvorfor Jacobsen besluttede at stryge Under
titlen og blot kalde Bogen „Niels Lyhne“ .
I det følgende Aar (1879) er han mere uoplagt til at skri
ve end nogensinde før, han beklager sig over sit „træge
Drømmerblod“, over sin Dovenskab, men han
kan
ikke, og
„Niels Lyhne“ maa vente; fra Januar til Oktober faar han
kun skrevet 69 Sider, medens han paa to Maaneder, Ok
tober og November, skriver 89. Naar Jacobsen kalder sig
selv doven, kan det kun gælde hans Skriven eller rettere
hans Ikke-Skriven, for han var den Gang som altid uhyre
flittig til at læse; han fulgte den nyere Litteratur med stor
Interesse. Blandt de Bøger, der kom 1879, gjorde Henrik
Ibsens „Et Dukkehjem“ størst Indtryk paa ham; i Brevene
til Edvard Brandes i det følgende Aar kom han stadig til
bage til dette Stykke; navnlig var han begejstret for den
Maade, hvorpaa det Ibsenske Drama slutter, og vred paa
Kritikken, som dadlede denne Slutning. „Der er ingen
anden virkelig Ende mulig end Døden, som jo ikke kan bru
ges alle Steder. Jeg vil gaa saa vidt at sige, at et modernt
Digterværk, der ender, kan ikke du (Dødsenden stadig
undtaget, og saa Tilstande, der er synonyme dermed) ,
siger Jacobsen og paastaar, at hvis der virkelig er Liv og
Gang i Personerne, kan man ikke slutte et Afsnit af deres