76 / 136
VIDENSKABSMAND OG DIGTER
73
en lignende Sikkerhed udtalte han sig om sit Digterkald ved
en anden, mere oprømt Lejlighed. Han var sammen med
Paul Kierkegaard indbudt til en lille Herremiddag i Malmø.
Efter Bordet, da man sad ved et Glas svensk Punch, sprang
Jacobsen op i Sofaen og holdt en Tale, som han sluttede med
den overraskende Meddelelse: „Jeg er Digter, jeg er Fanden
gale mig Digter!“ hvilken Udtalelse applauderedes stærkt af
de tilstedeværende Svenskere.
En anden Aften var det Sophus Bauditz, der var Gæst i
det lille Værelse i Studiestræde. Jacobsen havde læst en Del
Digte, og Bauditz var meget betaget af, hvad han havde hørt;
da han gik hjem fra Jacobsen, var der nogle Ord, der blev
ved at lyde i hans Øre som en skøn Musik, det var Linjen
„Et rødgult Solblink over fjerne Rude“ i Digtet „Nævner
min Tanke dig“ .'
Jacobsens daglige Liv var paa denne Tid meget regelmæs
sigt; han stod i Regelen først op Klokken tolv— et, gik en
Tur henad Totiden, som oftest gennem Strøget til det kgl.
Bibliothek, hvor han enten hentede Bøger eller sad paa
Læsesalen, beskæftiget med historiske Studier. Han havde
faaet fat paa Emnet til Marie Grubbe ved at læse om hende,
dels i Holbergs Epistler, dels i H. C. Andersens „Hønse-
Grethe fortæller“, og i Marts 1873 var han meget optaget
af at gøre Studier til en Fortælling fra det syttende Aar-
hundrede med samme Marie Grubbe som Hovedperson.
Fra Bibliotheket gik Vejen til Studenterforeningen, hvor
Jacobsen spiste til Middag, derfra tilbage til Studiestræde,
og først nu kom hans egentlige Arbejdstimer. Var han i
Stemning dertil, kunde han sidde og drømme sig ind i en el
ler anden Situation, for bagefter at give den Udtryk i et Par
Sætninger, som han omhyggeligt formede og omdannede til
de rette Ord var fundet, saa nedskrev han Resultatet paa