73 / 136
70
VIDENSKABSMAND OG DIGTER
des’ Krav til den nye Litteratur om Realisme og Problem
digtning, sluttede sig til ham; de arrangerede nogle smaa
Aftenselskaber paa D ’Angleterre, hvor de med ham som
Midtpunkt drøftede det nye. Det var Mænd som Edvard
Brandes og Vilhelm Møller, Holger Drachmann og J. P.
Jacobsen. Ved et af disse Selskaber, den 5. Marts 1872,
stiftedes Litteraturselskabet. Georg Brandes, Drachmann
°g J- P- Jacobsen kom tillige med et Par andre til at danne
Bestyrelsen; ved Møderne debatteredes de nye Tanker og
Ideer, Medlemmerne skiftedes til at holde Foredrag.
En Aften var det J. P. Jacobsens Tur, han skulde tale om
Darwinismen; hans Foredrag bleven complet Fiasco. Tungt,
uforstaaeligt, i et kejtet Sprog stod han der, den glødende
begejstrede Darwinist og afleverede sit Foredrag og kunde
ikke faa et Ord sagt af alt det, han følte og tænkte dybest.
Han vilde uhjælpeligt være blevet til Latter for hele For
samlingen, hvis han ikke allerede for nogen Tid siden havde
præsteret et Værk, som havde sikret ham denne Kreds’ og
mange andres udelte Beundring og Agtelse. Han havde
skrevet „Mogens“, og „Mogens’ “ Forfatter kunde man vel
tilgive et ubehjælpsomt, usammenhængende Foredrag.
Da man i „Nyt dansk Maanedsskrift“ for Februar 1872
læste den mærkelige Begyndelse: „Sommer var det; midt
paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet,“ undredes man straks
over dette Sprog med dets egne, sære Farvetone, det var
noget ganske nyt ; end mere undredes man, da man kom til
Beskrivelsen af det begyndende Regnvejr, en saa minutiøs
Iagttagelse af et dagligdags Naturfænomen og en saa sikker
Gengivelse i fuldendt kunstnerisk Form var man ikke vant
til. Den nye Tid, Georg Brandes indvarslede, havde faaet
sin første Digter. Drømmeren J. P. Jakobsen, der i sin
Barndom og første Ungdom havde drømt mere end levet,