69 / 136
66
VIDENSKABSMAND OG DIGTER
havde set i Cellerne og Hallen, og nogle mente, at han var
naaet til Slottets Hjerte, men andre sagde, han havde drømt
i Forhallen, Manden var Charles Darwin, og det, han for
talte, var, hvorledes alt, hvad der lever paa Jorden, var som
et mægtigt Klædebon, der vævede sig selv, hvor den ene
Traads Løb og Farve betingede den andens, og at alt, som
Tiden svandt, blev Vævet rigere og skønnere. Nu skal vi
følge ham paa hans Vandring og lære at kende, hvad han
saa først i Cellerne og saa i Hallen.“
Efter at Jacobsen i disse Linjer har udladt sin glødende
Begejstring, gennemgaar han nøgternt og grundigt Darwins
Lære; han slutter sin lange Artikkel med at sige, at ved
Darwins Theori forsvinder Underets Poesi, men der er og-
saa Poesi i det nye, og vore Følelser maa vige for Tilfreds
stillelsen af højere aandelige Fornødenheder.
I næsten hvert af de følgende Numre af Maanedsskriftet
har Jacobsen en Artikkel om en eller anden af Darwins
Theorier. Det fremgaar af disse Smaaafhandlinger, at hans
Skuffelse og Bitterhed over den bristede religiøse Illusion
nu har fortaget sig, og at han i Darwinismen har fundet fuld
Tilfredsstillelse og Løsning paa mange Gaader. I en Artik
kel om Menneskeslægtens Oprindelse skriver han efter at
have gjort opmærksom paa, at Mennesket er de organiske
Formers højeste Repræsentant, som har udviklet sig af la
vere Former: „Om nu ogsaa denne Synsmaade ved første
Øjekast ser ud som den raaeste Materialisme, som en hen
synsløs Krænkelse af Menneskets Majestæt, mon den saa
dog ikke ved nøjere Betragtning skulde vise sig at være sun
dere og ædlere end de dunkle Drømme om Adam og Eva i
Edens aldrig fundne Have, saavist som den dybere set er
langt idealere, idet den peger mod Fuldkommengørelsen og
forjætter en stadig Tilvækst i Intelligens!“