177 / 215
_
174
—
i Kontrollens første Tid stod uden Erfaringer, og disse skulde de først
indhente ved deres Behandling af de Varer, som Slagterne maatte
forelægge dem. Det var saaledes Slagterne, der maatte lægge Ryg til,
og selv om en Slagter vil se nok saa velvilligt paa den Sag, som Dyr
lægen tjener, saa vil han dog aldrig kunne bringes til at se paa Sagen
fra Dyrlægens Standpunkt. Harmen mod Dyrlægerne var stor i de
første Aar, og har maaske i enkelte Tilfælde ogsaa været berettiget.
Der ymtes af og til om Chikane fra Dyrlægernes Side, og vist er det
i alt Fald, at en Dyrlæge, om han blev uens med en Slagter, havde det
i sin Magt at kunne kassere hans Kød. Hele dette Forhold er dog nu
forandret. Dyrlægerne arbejder nu paa mange Aars Erfaringer, og
af Slagterne er kun faa af den gamle Generation, der oplevede Slagte
husenes Aabning og de dermed følgende Stridigheder, tilbage. Hele
den yngre Generation er opvokset under de nu bestaaende Forhold.
Det Spørgsmaal, der først rejste sig for Slagterne under det skær
pede Tilsyn, var, hvorledes de bedst skulde undgaa økonomisk Tab
ved Kassationerne. Paa et Kvartalsmøde i Januar 1888 udtalte et
Laugsmedlem, at flere med ham havde undret sig over, at Laugsbesty-
relsen ikke var fremkommet med Forslag om at stifte en Assurance
forening. Da dette ikke var sket, stillede han nu, i Forening med flere,
Forslag herom. Oldermanden oplyste under den følgende Diskussion,
at Kreaturkommissionærerne havde besluttet, at den af dem oprettede
Assuranceforening ikke kunde give Erstatning udover hvad der var
vedtaget i dens Love, og paa at give Erstatning for Kød, der stemp
ledes som 2. Klasses, vilde den ikke indlade sig. Forslaget om Op
rettelse af en Asuranceforening forkastedes med stor Majoritet efter
en længere Diskussion. To Aar senere dukkede Spørgsmaalet atter
frem, idet et privat Assuranceselskab havde tilbudt at assurere Smaa-
krammet.*) Meningerne var delte, men man ønskede dog helst at
blive ved med at opretholde Forbindelsen med Kreaturkommissionæ
rernes Assuranceforening, der jo kunde forhøje Præmierne, om det
viste sig at være nødvendigt. I 1892 erklærede Assuranceforeningen,
at den ikke havde Raad til at assurere Smaakrammet, og Lauget drøf
tede derfor forskellige Udveje, uden at det dog kan ses, at Drøftelserne
førte til et Resultat. Der høres derefter ikke noget om Assurancesagen
førend i 1909, da der fremkom Klager over, at Assuranceforeningen
*) Hoved, Lever, Tunge og Hjerte, hvor de fleste Sygdomme har deres Sæde.