JPMynster

lig Lugt. Saa vilde Du paa én Gang se en attenaarig

Student med et aandfuldt Glimt i de smukke, varme

Øjne fare op fra Stolen og skaffe sig Plads for sin

Gang op og ned ad Gulvet; hans halvt udviklede

Legeme vilde være uden Holdning; Du vilde se ham

gestikulere stærkt med kejtede Haandbevægelser, og Du

vilde høre en frisk, ustandselig Ordkaskade styrte fra

hans Læber.

Kun En formaaede at standse denne Ordflom.

Det var en slank, lidt mager, ung Mand med et smalt,

ubevægeligt Ansigt, der endte i en vel formet, intelli

gent Hage*). Han halvt sad, halvt laa paa en Stol, fra

hvilken, det saa ud som om, han ikke kunde rejse sig,

fordi han ikke gad. Naar h a n fæstede sine store, for

nuftklare Øjne paa det unge Brushoved og kom ham

paa tværs med en nøgtern og skarp Vittighed, saa døde

den frodigt voksende Tale paa den Unges Læber, og

den indre Begejstrings Flamme slukkedes som af et

koldt Styrtebad. Men det kunde ogsaa hænde, at det

Modsatte blev Tilfældet. Følte den Unge sig som klemt

mellem Skjolde af den Ældres ubarmhjertige Argumen

ter, og disse ledsagedes af et ilsomt, maliciøst-ironisk

Træk paa det ellers uforstyrrelige Ansigt, da vilde Yng

lingen ikke give tabt: med stor Alvor og Omstændelig

hed søgte han da at retfærdiggøre sin Sag. Men kunde

han alligevel ikke føre den igennem, og En af Selskabet

raabte: «Steffens forsvarer sig!» (en staaende Beplik,

som sædvanlig efterfulgtes af en lystig Latter), da kunde

han blive som rasende og slaa løs paa den Nærmeste,

som ikke altid var den Skyldigste. Men nu blev Mun

terheden naturligvis almindelig.

Dog, min Læser! Du har maaske som hin brave

Justitsraad i H. C. Andersens Æventyr allerede aiført

*) Hans Ungdom sportræt hænger hos hans Sonnedøtre paa

«Em ils Minde».