23 / 209
5
store Flygtighed, der var forenet hos Dig med en
efter Din Alder ikke altid almindelig Vittighed. O
min Søn! Vittighed og Forstand er en Guds Gave;
men det er en farlig Gave, naar man misbruger den.
Hvor ofte ser man ikke, desto værre! den Vittige
at misbruge sine Gaver til de skammeligste Ting;
ja (det gyser i mig ved at sige det) til at bestride
Guddommen selv og de aabenbarede Sandheder. Til
den Ende, mit Barn! naar Syndere lokke Dig, da
følg ikke, og vogt Dig for letsindige Synderes Sel
skab; thi det er en evig Sandhed, at ondt Selskab
fordærver gode Sæder, og da Hjertet af Naturen er
saa tilbøjelig til det Onde, saa kan snart en letsindig
og daarlig Samtale, blandet med forfængelig Vittig
hed, anrette ubodelig Skade. Lad derfor Herrens
Ord stedse være paa Dit Hjerte, og tænk derpaa
Dag og Nat, og det skal blive Dig sødere end Honning
(Ps. 19; 11). Erindre Dig Davids Svar paa det højst
vigtige Spørgsmaal: «Hvorledes skal den Unge bevare
sin Vej ustraffelig?» «Naar han holder sig, Herre!
til Dit Ord» (Ps. 119; 9). Og paa anden Maade
er det vist heller ikke muligt; thi her er saa utallige
Fristelser og Forførelser, at man forgæves kan tænke
at bevares ustraffelig uden Guds besynderlig med
virkende Naade og en troende Tilegnelse af Kristi
Fyldestgørelse og af de herlige Forjettelser om Kraft
til at stride mod vore aandelige Fjender. Denne
Tro maa underholdes ved idelige og andægtige Be
tragtninger over Guds Ord, samt en flittig og hjertelig
Bøn; o forsøm ikke Bønnens allervigtigste Øvelse.
Vogt Dig vel for at samtykke i en Synd; thi den
drager flere efter sig; og Du véd jo, at Hvo, som
støder an i ét Bud, er bleven skyldig i alle (Jak.
2, 10), og de usalige Følger af at fremture i Synden
ere Forhærdelse, Fortvivlelse og Helvedes evige Angst;
fra Alt dette har Din forbarmende Frelser friet Dig