22 / 209
4
det kgl. Frederikshospital, og den unge Mynster var
forlovet med den smukke N ic o lin e R ing , Datter af
Hospitalets Inspektør, sørgede Moltke for, at hans Protegé
fik Ekspektance paa sin tilkommende Svigerfaders Em
bede. 1770 holdt de Bryllup, og de unge Folk synes
at have været meget lykkelige. — Da døde Kammerraad
Mynster af Brystsyge, endnu i sin bedste Alder. Hans
Enke sad igen med to Drengebørn, der ikkun vare i
deres spæde Alder; stor arvet Gæld hvilede paa Boet,
og det saa ud til den rene Elendighed. Da kom Dok
tor F r e d e r i k L u d v ig Bang som en frelsende Engel.
Han anholdt Mdm. Mynster om hendes Haand og
modtog hende og de smaa Stedsønner i sin ansélige
Overlægebolig, der laa i Stueetagen af den Pavillon,
paa hvis første Sal vi for et Øjeblik siden have dvælet.
Dog kun en krank Livslykke var den stakkels
Hustru beskaaret: Sygdom og Svaghed hjemsøgte hende
atter og atter. Næppe havde hun overstaaet en Barsel
seng, før hun blev angrebet af den Sygdom, der to
Aar i Forvejen havde lagt hendes første Mand i Graven.
Snart blev hendes Kiste sænket ned ved hans Side.
— Det gør et dybt, vemodigt Indtryk at se denne
lidende Kvinde kort før sit Endeligt være beskæftiget
med at nedskrive nogle moderlige Erindringsord til
sine smaa Sønner, lige indtil Pennen er falden hende
ud af den rystende Haand. Brevet til Jakob Peter har
hun kun mægtet at faa begyndt paa; men de Ord, det
var hende om at gøre at lægge hans ældre Broder
paa Hjerte, bevares endnu pietetsfuldt i dennes Æt.
De lyde:
Min kære Søn!
Lad, mit kære B a rn ! en døende Moders sidste
og hjertelige Formaning synke dybt i Dit unge Hjerte.
I hvor ung Du er, nu da jeg forlader Dig, har jeg
dog ofte frygtet for Dig, naar jeg betragtede den