26 / 209
8
sin Barmhjertigheds Skyld i Din Daabs herlige
Naade; han føre Dig efter sin Hyrdetrofasthed, om
Du skulde afvige, snart igen tilbage paa den rette
Vej; han lede Dig her ved sine Raad, og annamme
Dig omsider til Ære. Med hvilken Glæde vil jeg da
modtage Dig hisset hos vor højlovede Frelser og
sige: «Se her er et af de Børn, Du haver givet mig!»
Jeg vil nu slutte med Johannes’ trøstelige, op
muntrende Ord (1ste Joh. III, 2—3): «1 Elskelige!
nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aaben-
baret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, naar h a n
aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi
skulle se ham, som han er. Og Hver, som haver
dette Haab til ham, rense sig selv, ligesom han er
ren.»
Den 30. April 1779.
N ic o lin e Bang.
Saaledes stode da Kammerraad Mynsters Smaa-
drenge forældreløse tilbage i Verden. Ole Hieronymus
(der havde faaet dette Navn efter sin Morfader) gik den
Gang i sit syvende Aar, J a k o b P e te r , der var født d.
8. N ovb r. 1775, var 372. — Egentlig var et dybt melan
kolsk Træk fælles for disse Børn; men tilsyneladende
var der stor Forskel paa deres Temperamenter: den
Ældste var livlig, snaksom og kunde, naar han fandt
bestemt Modstand mod sin Vilje, blive heftig og bryde
ud i en Ordstrøm, der selv paa Voksne momentvis
kunde gøre et skræmmende Indtryk; den Yngste var
stille, bly og stædig: han tav hellere, end han for
svarede sig; kun de Taarer, som kom i Barnets Øjne,
viste, at han følte sin Ret. Allerede hans fromme
Moder havde før sin Død ængstet sig over dette Træk
af stivsindet Stolthed: Jakob Peter vilde for ingen
Pris lade Barnepigen binde hans Strømper; han vidste,