![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0027.jpg)
9
han godt kunde gøre det selv; truede man ham da
med Straf, taalte han hellere den sidste, end han gav
efter. Kun Broderen gav han under de sinaa barnlige
Stridigheder efter for; h am elskede han; indrømmede
ham villig Aldersfortrinet og bøjede sig for hans for
mentlig aandelige Overlegenhed. —
Hvorledes vare nu de Omgivelser, under hvilke
disse Børn voksede op? —
I Erslevs Forfatterleksikon, hvor Artiklen: «Jakob
Peter Mynster» er revideret af denne selv, staar der,
at han som forældreløst Barn fik «en sand Fader» i
Dr. med. Frederik Bang; hans Nekrolog over Sted
faderen i Literaturtidende f. 1821, og hans Sørgetale
ved hans Ligfærd Aaret i Forvejen synes heller ikke
at svække denne Bemærkning. Men læser man denne
som hin med lidt Agtpaagivenhed, vil man frapperes
over den Kølighed og næsten fuldstændige Mangel paa
Sympathi, der karakteriserer begge, og som ellers ikke
plejer at savnes i denne Art af Mynsters aandelige
Produktion. Han ophørte aldrig «at agte» sin Sted
fader som borgerlig og privat Personlighed; men nære
nogen virkelig sønlig Kærlighed til ham, var ham
umuligt. Og en direkte Udtalelse i samme Retning
findes ogsaa i Ole Hieronymus’ efterladte Papirer.
Selv h a n , der dog senere som medicinsk Student kom
til at staa i Elevens Taknemlighedsgæld til den dygtige
Fagmand og Lærer, kunde aldrig naa højere end til
«Agtelse» for Stedfaderen. Grunden til dette Forhold
laa sikkert ikke alene i Bangs Karaktér og Naturel,,
heller ikke blot i den Maade, hvorpaa Familieforholdene
udviklede sig i hans Hus, men ogsaa fornemmelig i
den Brydningstid, hvori Brødrene Mynsters Ungdoms
periode falder, og for hvilken de, hver paa sin Maade,
blev Repræ sen tan ter.-------
Det er, som man endnu her i det 18de Aar-
hundredes sidste Decennium føler sig hensat til et