JPMynster

han godt kunde gøre det selv; truede man ham da

med Straf, taalte han hellere den sidste, end han gav

efter. Kun Broderen gav han under de sinaa barnlige

Stridigheder efter for; h am elskede han; indrømmede

ham villig Aldersfortrinet og bøjede sig for hans for

mentlig aandelige Overlegenhed. —

Hvorledes vare nu de Omgivelser, under hvilke

disse Børn voksede op? —

I Erslevs Forfatterleksikon, hvor Artiklen: «Jakob

Peter Mynster» er revideret af denne selv, staar der,

at han som forældreløst Barn fik «en sand Fader» i

Dr. med. Frederik Bang; hans Nekrolog over Sted

faderen i Literaturtidende f. 1821, og hans Sørgetale

ved hans Ligfærd Aaret i Forvejen synes heller ikke

at svække denne Bemærkning. Men læser man denne

som hin med lidt Agtpaagivenhed, vil man frapperes

over den Kølighed og næsten fuldstændige Mangel paa

Sympathi, der karakteriserer begge, og som ellers ikke

plejer at savnes i denne Art af Mynsters aandelige

Produktion. Han ophørte aldrig «at agte» sin Sted

fader som borgerlig og privat Personlighed; men nære

nogen virkelig sønlig Kærlighed til ham, var ham

umuligt. Og en direkte Udtalelse i samme Retning

findes ogsaa i Ole Hieronymus’ efterladte Papirer.

Selv h a n , der dog senere som medicinsk Student kom

til at staa i Elevens Taknemlighedsgæld til den dygtige

Fagmand og Lærer, kunde aldrig naa højere end til

«Agtelse» for Stedfaderen. Grunden til dette Forhold

laa sikkert ikke alene i Bangs Karaktér og Naturel,,

heller ikke blot i den Maade, hvorpaa Familieforholdene

udviklede sig i hans Hus, men ogsaa fornemmelig i

den Brydningstid, hvori Brødrene Mynsters Ungdoms

periode falder, og for hvilken de, hver paa sin Maade,

blev Repræ sen tan ter.-------

Det er, som man endnu her i det 18de Aar-

hundredes sidste Decennium føler sig hensat til et