JPMynster

maaende og anséte Mand, hvis Broder beklædte en

høj Statsstilling, og selv som betroet Læge færdedes i

de fornemste Huse, efterfulgte altid sit stærke Hang

til Nepotisme: snart skaffede han en nær Slægtning et

godt Embede, snart bragte han en Andens Sager paa

Fode ved et rigt Giftermaal o. s. fr. Men saa forlangte

han ogsaa paa den anden Side, at de Frænder, der

havde hans Hjælp nødig, skulde rette sig efter hans

Dispositioner. Navnlig taalte han ikke, at Ungdommen

fulgte sit eget Hoved: «Andre havde valgt for ham,

da h a n s Livsbane skulde bestemmes; og han var dog

kommen paa sin rette Hylde.» Skønt han elskede sin

Søster, Henrik Steffens Moder, højt, havde han dog

følt noget Mishag ved, at hendes Søn ved Modtagelsen

i hans Hus, i Stedet for efter Skik at kysse ham paa

Haanden, frejdig havde rystet den, da den blev ham

rakt. Og hvor forbitret blev han ikke, da Nevøen

efter at være bleven Student valgte Noget saa brødløst

som «Naturvidenskaberne» til sit Studium! Imidlertid

var, som bekendt, Henrik Steffens stædig paa det

Gebet, og Onkelen, der til Syvende og sidst var en

godmodig Mand, lod ham endelig følge sin Vilje*). —

Men hans Stedsønner skulde ikke have Lov til dette.

Først tænkte han paa at gøre en Advokat ud af den

Ældste, der altid demonstrerede saa ivrigt. Senere

forandrede han sin Beslutning: Ole var et godt Hoved;

han skulde være Læge ligesom han selv. Jakob Peter

derimod, som baade han og hans selvbevidste Sviger

moder ansaa for en svagt begavet Dreng, kunde næppe

opnaa Mere end en Gang at blive Præst i et Land

sogn. -------

Jakob Peter var nu vistnok ikke meget udviklet;

han var lille af Vækst, og Stemmen spæd; men han

hørte til de langsomme og stadige Naturer. I denne

*) Steffens: Was ich erlebte II.