35 / 209
17
saaledes, at lian blev den første Laudabilist efter «de
Indkaldte». — Man skulde nu tro, at glade og for
bavsede Ansigter havde modtaget ham ved Hjem
komsten; men det Hele synes at være løbet ret køligt
og stilfærdigt af. Den hæderlige Tilendebringelse af en
Prøve, som for alle unge Mennesker spiller en saare
betydelig Rolle, forhøjede ikke i nogen Maade hans
personlige Værd i de strenge Slægtninges Øjne.
Ikke desto mindre har han været glad ved at
have overstaaet Eksamen med Hæder. Tidlig var han
et meget æresfølende Menneske og satte stor Pris paa
det, der behøves for at opnaa Agtelse i det sociale Liv.
Gladest har han dog været ved Tanken om, at han
nu som ung, flink «Academicus» havde erhvervet sig
Ret til at indtage sin Plads mellem «den store Rroders»
Kammerater; thi selv havde han ingen. Den eneste
af hans Eksamensfæller, hvis Regavelse hævede sig
over Jævnmaalet, var Henrik Steffens, og denne var
allerede et Par Aar ældre end han og fik snart Studier
tilfælles med hans B ro d e r.-------
Det var drøjt for Brødrene Mynster, naar Sted
faderen efter Aftensmaaltidet tændte sin Pibe og for
langte, at de skulde underholde ham med Samtale, til
den var røget ud. Men saa snart dette Øjeblik var
indtraadt, for de op ad Trappen til Nr. 5; og her
samledes efterhaanden et muntert Kompagni. Under
tiden var Selskabet ret broget; man kunde træffe medi
cinske og kirurgiske Studenter fra Tyskland, Norge og
Sverig, der vare komne til København for at søge den
anséte Professor Bangs Vejledning.
Men i Reglen
samledes ikke synderlig Flere end den faste Stok.
Og i hvert Tilfælde var Ole Hieronymus Mynster
Herre i sin Stue: Kirurgerne fik sjælden Lov til at
fortælle liderlige Historier. Han forstod at give Sam
talen den rette Kurs og at anspore dem til at tale,
som det var værd at høre paa. Eller han holdt
2