38 / 209
20
Liv hos dette lille, unge, halvt forladte Menneske. Ja,
han har endogsaa taget sig af ham som Manuduktør,
naar hans Lærers Uvidenhed og Ligegyldighed blev
altfor skandaløs.*)
Til den faste Stok paa Nr. 5 hørte ogsaa H e n r ik
S te ffe n s og Carl Heger. Den Første er oftere omtalt
og skildret i vor senere Tidsperiode, den Sidste kun
undtagelsesvis. Ikke saa underligt: den, der ikke selv
sørger for at skaffe sig Plads i Historien, glemmes
snart; og dog burde C a rl H eg e r erindres mere end
Mangen, der blot fylder op i et biografisk Leksikon;
thi h a n har været saare Meget for de udmærkede
Mænd, til hvilke han med varm Hengivenhed sluttede
sig. Han har virkelig, hvad der er sjældent i Opgangs
tider og næsten umuligt i Nedgangsperioder, i sin Per
son udtrykt V e n s k a b e ts Id e a l. Carl Hegers Liv var
«Eneboerens i Skoven bag den store Landevej»: han
forholdt sig kun iagttagende lige overfor Livets brogede
Færdsel: til positivt at gribe ind deri, var han saa
blottet for Intensitet, at han trods den Iver, hvormed
han kunde studere, og den Duelighed, hvormed han
kunde vejlede Studenter til at bestaa den theologiske
Prøve, aldrig var at overtale til selv at underkaste sig
den; og dog var Præstegaardslivet i Landsbykirkens
fredelige Skygge hans stadige Længsel! — Han hørte
til de (i vor Tid sjælden kendte) sky og tilbageholdne
Naturer, der ligesom udviske sig selv, for at de, i
hvis Nærhed de færdes, mere kunne træde frem. —
Under «Commersen» paa Nr. 5 sad Carl Heger som
oftest halv tvær og hel tavs; saa og hørte kun paa de
Andre. Men saa kunde han paa én Gang, naar Diskus
sionens livlige Strøm var standset, interessant gengive
*) Lengnicks Stam tavler: «Fam. Laub.» — Dr. Zeuthen: Et
Par Aar af m it Liv. — Ludv. Mynster: Blade af M.s Liv og Tid.
— Selm ers Nekrol. Sml. II.