39 / 209
21
Samtalens Indhold og træffende efterligne Kammeraternes
Mimik og Udtryksmaade: han besad ikke lidet af det
sceniske Talent, Broderen Steffen ejede, og som glimt
vis brød frem hos Søsteren Kamma. — For den yngre
af Brødrene Mynster spillede han en betydelig Rolle
hele Livet igennem. Hvad Horatio var for Hamlet,
var Carl Heger for Jakob Peter Mynster. Skønt Mynster
endnu i Hegers Levetid opnaaede den danske Kirkes
højeste Stilling og som Prædikant i Manges Omdømme
ikke havde sin Jævning, og uagtet Heger aldrig naaede
længere end til at blive Prins Kristians Haandbiblio-
tliekar og Oversætter af et Par Smaaskrifter, saa plettede
dog aldrig den svageste Draabe af Misundelse det
smukke Venskabsforhold. Carl Heger var altid den
Første til at glæde sig over Mynsters sociale Fremgang
og stadig ivrig for at gøre Andre meddelagtig i sin Be
gejstring for hans aandelige Ydelser. Thi h a n levede
k u n i Tanken
0111
sine Venner: deres Lykke var ogsaa
hans; deres Modgang og enhver Uretfærdighed, der
vederfores dem, følte han som sin egen Smerte. —
Hvis Publikum og Skuespillere endnu havde æsthetisk
Sundhed nok til at tilegne sig Oehlenschlågers bedste
Tragedier, vilde man ikke saa sjældent faa Carl Hegers
Minde opfrisket: den trofaste T h o r v a ld i «P a ln a to k e»
er intet Ideal, men efter Digterens egen Forsikring et
livagtigt «Portræt» af Svogeren og Vennen*).
Til Kærneselskabet paa Nr. 5 maa ogsaa J e n s
W ilk e n H o r n em a n n henregnes. Det var en stærk,
frejdig og opvakt Ungersvend. Udgaaet fra en gammel,
ansét Præstesiægt og opvokset i et Hjem, hvor Hus
faderen holdt fast ved den gammeldags Tro og Theologi,
formente man ogsaa, det var selvfølgeligt, at Jens
*) J. P. Mynster: Kirkelige Lejlighedstaler II. — Oehlenschlågers
Udv. Lyriske Digte ved Liebenberg S. 249. — Høsts Erindringer
S. 30.