34 / 209
16
Drengs Sind var der en Dybde, i hans Følelse en
Inderlighed og i hans Vilje en Alvor, hvorom de
Færreste eller maaske Ingen havde nogen Anelse. Stille
gik han med sine Ting, tav til den iltre Faders trættende
Bebrejdelser og var for stolt til at retfærdiggøre sig,
naar han paa den ribilligste Maade blev irettesat af
«Mormoder». Skønt han havde noget nær de sletteste
Lærere, og Ingen tog sig ordentlig af hans Undervis
ning, var han dog ufortrøden i sin stille Flid. Da det
var bleven bestemt, at han skulde være Landsbypræst,
tog han Tingene med Ro: «der var jo længe til, at
den Sag skulde afgøres.»
Men Et vidste han med
sig selv, at dersom han en Gang skulde føle Lyst til
at vælge en anden Livsvej, skulde ingen Familie
despotisme hindre ham i at følge sin Attraa. Fore
løbig lod han det blive ved & Landsbypræsten». En
saadan Stilling stemmede ganske godt overens med
hans ungdommelige Drømme om en fredelig, landlig
idyllisk Tilværelse.
Et Vidnesbyrd om, hvorledes J. P. Mynster blev
negligeret i sit Hjem, forekommer d e t mig at være,
at man bestemte, at han skulde være Student, inden
han endnu havde fyldt sit 15de Aar. Dr. Bang var
rigtignok bleven Student i samme Alder; men da hans
3
rngste Stedsøn af «Familiesenatet» ansaas for «en dum
Dreng», og da Faderen var aldeles ubekendt med hans
Kundskabsfond, synes det næsten uforsvarligt at de-
mittere ham. Dette besørgedes ikke desto mindre af Dok
toren selv. Og Jakob Peter (som til Trods for den
Forlegenhed, der var over hans Fremtræden, altid i
Afgørelsens Øjeblik besad Noget af «det Fortvivlelsens
Mod, som hører til at fyldestgøre det I lte Bud»: man
skal ikke lade sig forbløffe) absolverede Examen artium