JPMynster

paa sit Værelse.» I Hast fik nu en af Pigerne Ordre

til at løbe hen til Frøkenen og melde, at hendes

Fader havde mærket hendes Fraværelse; hun maatte

straks komme hjem. — — Var der ruttet for stærkt

med Husholdningspengene, vidste Fruen ogsaa at hjælpe

sig. Hun kom f. Eks. Manden i Møde med en Bunke

fint Dækketøj og sagde: «Aali Bang! her var en stakkels

Kone, der trængte saa haardt til Penge; hun bad, jeg

vilde afkøbe hende disse Sager, der tilhørte hendes

Brudeudstyr.» Manden modstod ikke denne Appel til

hans Velgørenhedssans; han betalte sin Kones Udgift

og fik Intet at vide om, at hun havde hentet hint

Dækketøj ud af sit eget Linnedskab. —

Det er rigtigt, at en Mand skal være Herre i sit

Hus; men han maa ikke paa én Gang være den

Strenge, Myndige og saa En, som atter og atter lader

sig tage ved Næsen af dem, han netop ønsker at ind

gyde Bespekt. Da bliver han komisk. — Men Bang

synes i saa Henseende at have været tilfreds med sig

selv. Uagtet hans Prækemani gik saa vidt, at han

endogsaa plagede sine Patienter med Foredrag over

Forsoningslæren og derved vakte en for ham ube

hagelig Opsigt*), saa maa han dog idetmindste være

vedbleven at besvære sin Familie med sin bornerede

Religiøsitet; thi hans egen kødelige Søn, den bekendte

Læge, Prof. O lu f B ang klager i efterladte avtobiografiske

Optegnelser over den Pine, «det voldte h am , Syvaars-

drengen, at skulle opdrages ved Bibellæsning og Psalme-

sang.»

Den «Agtelse», Dr. Bangs Børn nærede for ham,

bestod da deri, at de egentlig kun f ry g te d e ham.

De vidste, at de i enhver Henseende vare afhængige

af ham, ikke alene for de unge Aars Vedkommende,

men ogsaa for deres Fremtids. Thi han, den for-

*) Se det lille Skrift «Tria jun cta in uno» Nr. I.