14
paa sit Værelse.» I Hast fik nu en af Pigerne Ordre
til at løbe hen til Frøkenen og melde, at hendes
Fader havde mærket hendes Fraværelse; hun maatte
straks komme hjem. — — Var der ruttet for stærkt
med Husholdningspengene, vidste Fruen ogsaa at hjælpe
sig. Hun kom f. Eks. Manden i Møde med en Bunke
fint Dækketøj og sagde: «Aali Bang! her var en stakkels
Kone, der trængte saa haardt til Penge; hun bad, jeg
vilde afkøbe hende disse Sager, der tilhørte hendes
Brudeudstyr.» Manden modstod ikke denne Appel til
hans Velgørenhedssans; han betalte sin Kones Udgift
og fik Intet at vide om, at hun havde hentet hint
Dækketøj ud af sit eget Linnedskab. —
Det er rigtigt, at en Mand skal være Herre i sit
Hus; men han maa ikke paa én Gang være den
Strenge, Myndige og saa En, som atter og atter lader
sig tage ved Næsen af dem, han netop ønsker at ind
gyde Bespekt. Da bliver han komisk. — Men Bang
synes i saa Henseende at have været tilfreds med sig
selv. Uagtet hans Prækemani gik saa vidt, at han
endogsaa plagede sine Patienter med Foredrag over
Forsoningslæren og derved vakte en for ham ube
hagelig Opsigt*), saa maa han dog idetmindste være
vedbleven at besvære sin Familie med sin bornerede
Religiøsitet; thi hans egen kødelige Søn, den bekendte
Læge, Prof. O lu f B ang klager i efterladte avtobiografiske
Optegnelser over den Pine, «det voldte h am , Syvaars-
drengen, at skulle opdrages ved Bibellæsning og Psalme-
sang.»
Den «Agtelse», Dr. Bangs Børn nærede for ham,
bestod da deri, at de egentlig kun f ry g te d e ham.
De vidste, at de i enhver Henseende vare afhængige
af ham, ikke alene for de unge Aars Vedkommende,
men ogsaa for deres Fremtids. Thi han, den for-
*) Se det lille Skrift «Tria jun cta in uno» Nr. I.