JPMynster

altid ligesom personlig tilbage for det, som han ud

talte sin Begejstring eller Pietet for; og alligevel kunde

man ikke glemme eller se bort fra hans Person. Dette

ansélige Hoved med den fyldige Haarvækst og de

markerede Træk, disse store, men uendelig venlige

Øjne, dette fine, man kunde næsten sige, elegante

Væsen, gjorde straks et ualmindeligt Indtryk. «Deres

Fader», raabte Kamma Rahbek til hans Søn, (den

senere Biskop), da han første Gang kom i Besøg paa

Bakkehuset, «har et velsignet Ansigt, saa godt og saa

fuldt af Majestæt: han ser ud som en Minister — jeg

ser ham altid med Stjerne og Baand» — her malede

hun paa Brystet med Fingeren. — Naar Laub paa Nr.

5 med sin smukke, sonore Stemme læste op af Datidens

Literatur, (og Ingen fulgte i saa Henseende med som

han), saa lyttede Alle efter. Endnu mere interesserede

dog Theatret ham. Vel forsømte han ingenlunde sit

theologiske Studium; Steffens mindedes senere med

Taknemlighed, hvorledes Laubs interesserede Flid med

Theologien virkede beroligende paa ham, naar denne

Videnskab begyndte at synke i hans Agtelse*); men

sin Tlieaterpassion kunde Laub dog ikke opgive. Og

man erindre vel, at de Ord, som vi nu hver Aften

med mer eller mindre Ligegyldighed se skrevne over

Nationalscenen: «Ej blot til Lyst», den Gang og netop

paa den Tid havde sin fulde Gyldighed. Theatret stod

for hin Slægt som en folkeopdragende Anstalt, der ved

Fremstilling af det Ædles og Godes heltemodige Kamp

skulde virke styrkende og æggende paa den borgerlige

Tilskuer.

Laub har sikkert spillet en meget stor Rolle i

Jakob Peter Mynsters tidlige Ungdomsliv. Han har

ved sin Personlighed og sine æsthetiske Interesser

imødekommet en dyb Trang til Venskab og aandeligt

*) Steffens a. S.