JPMynster

hed for derigennem at opdrage ham: thi Ole Hieronymus

var en stor Kunstner i den aandelige Fødselshjælp.

Han kunde, fortæller Broderen, Jakob Peter, omgaas

alle unge Mennesker, selv de lidet betydelige, og op

muntrende lokke d e t ejendommelige Aandsindhold,

som endog de besad, frem. Men mod de virkelig Be

gavede kunde han være streng, ja haard. Det var

ikke, fordi han frygtede for, at de skulde vokse ham

over Hovedet; men den halvt affekterte og usande

Følelse og det blæreagtige Væsen, som mer eller mindre

er ejendommeligt for slige Mænd i deres Gæringsperiode,

nærede han en sand Animositet imod. Ikke desto

mindre holdt O. H. Mynster af det unge Brushoved,

Henrik Steffens, og kom ham altid efter deres hyp

pige Carambolager med største Godmodighed i Møde;

Steffens paa sin Side kunde ikke undvære Nr. 5 og

dets Centrum, Ole Hieronymus, hvor ofte end (som

han selv siger) hans Sjæls saftfulde Træ blødte, nåar

Vennens skarpe Kniv afskar dets altfor mange og alt

for yppige Vanskud.

I et andet Lys har O. H. Mynster dog vist sig

for J. W. Hornemann, hvilket fremgaar af et (forhen

næppe trykt) Brev, som Hornemann netop paa dette

Tidspunkt skrev til sin Svoger, Præsten Morten Breds-

dorff i Vester-Skjerninge, der først havde vakt hans

Sans for Naturens Studium: «Blumenbachs Naturhistorie»,

skriver han, «bliver i denne Tid (1792) oversat af en af

mine Venner ved Navn Mynster. Han har bedet mig

at skaffe sig Subskribenter. Siden Du ikke har Bogen

paa Tysk, er det altid værd at subskribere paa den,

da det uden Tvivl er den bedste Haandbog, man har.

Oversætteren er en ung Mand af sjældne Talenter, og

— hvad egentlig har gjort mig til hans Ven — et for

træffeligt Hjerte, forbundet med al mulig Mangel paa

Praleri. Han besidder ingen synderlig legemlig Fu ld

kommenhed, men des mere af den indvortes Fu ld