JPMynster

at høre hende tale. Den Lidenskab, hun vakte, var

ingen hed, glødende Attraa, men virkede snarere «sæde

ligt velgørende.» J. P. Mynster turde «end ikke i

Drømme» liaabe, hun kunde blive hans. Han var jo

en pur ung Student, der endnu ikke besad den a lle r

r in g e s te Udsigt til at kunne tilbyde en saa almindelig

fejret Dame en social Stilling, som svarede til de For

dringer, hun kunde stille. Alligevel hang han ved

hende med en ung Pages Kærlighed til sit Hjertes

Dronning: «længe kunde han leve af enhver lille Gunst

bevisning, hun forundte ham, og nyde den i Kærlig

hedens saligste Henrykkelse; timevis kunde han om

Aftenen gaa frem og tilbage udenfor hendes Vinduer,

uden han formaaede at rive sig løs; til sidst kunde

han lige som føle sig opløst i en Strøm af Taarer,

medens Verden forsvandt for ham som en Drøm.» —

Sofie Gaarder blev senere gift; med hvem har jeg

aldrig kunnet opspore. Steffens siger, at hun blev «en

Vens Brud»; Mynster fortæller, at hun ægtede «en

ansét, men sygelig Mand, hvis Støtte hun blev i deres

Hjem, fjernt fra Hovedstaden.» — Men jeg tror ikke,

at hendes unge Tilbeder nogen Sinde har kunnet

glemme hende, dertil vare de lyse Flammer, hun havde

næret i hans Hjerte, brændte for dybt ned. Hver

Gang jeg har læst den Anmeldelse, han som ældre

Mand skrev i Anledning af « F am ilie n R iqu ebou rg» s

Opførelse paa det kgl. Theater (det Eneste, han i den

Art har leveret, og som ellers laa saa ganske udenfor

hans literære Frembringelsers Kreds), har jeg ikke kunnet

frigøre mig for den Tanke, at de Strenge i hans Indre,

som under Forelskelsen i Sofie Gaarder vare saa dybt

rørte, her atter have dirret under Erindringens Haand.

Fru Anna Nielsen, der som Mdm. R osings Elev*)

tør have fastholdt Traditionen om Kvindeidealet fra

*) At hun var det, har htm adv fortalt Maleren Vermehren d.

JE.