JPMynster

hvis han modtager et Slag paa den højre,» og i saa

Henseende beraaber sig paa «sin Erfaring», saa turde

den sidste, efter hvad man kender til Mandens hidsige

Temperament, være mere end tvivlsom. — Sønnen, fort

sætter Faderen, «bør lægge Vind paa Flid og Nøjagtig

hed». Ja, naar havde han undladt det? — Og hvor

urimeligt er det ikke at sige til den beskedne, stilfær

dige Yngling: «Tal sjældent til dem, der er visere og

fornemmere end Du, og da intet Andet end det, Du

kan indse at være værdt at høres og bekvemt at siges

Fald ikke Andre i T a le n

Tal ikke for at

prale!» Hvorlidt maa dog ikke Bang have iagttaget

sin Stedsøns Opførsel! — Endelig giver Stedfaderen

ham følgende Raad med Hensyn til Opdragelsen af

den unge Greve: «Glem ikke at erindre ham

0111

hver Fejl, som Du bemærker hos ham»; det var alt-

saa Bangs Skik lige overfor Stedsønnerne. Ikke saa

underligt,

0111

de til sidst bleve lede og kede af al

denne Irettesættelse, især da «jævnlig Paamindelse»

0111

at aflægge saadanne Fejl anbefales. Ja, selv naar stærk

Begærlighed efter «uskyldige Ting» spores, bør man

med Bestemthed træde op herimod. — Jo, den Mand

har forstaaet sig paa at opdrage unge Mennesker! —

J. P. Mynster havde, som sagt, kun liden Lyst til

at tiltræde denne Stilling; men søge at forblive i sin

Stedfaders Hus mod dennes Ønske, kunde aldrig falde

ham ind. Vel vilde han gerne være bleven i Hoved

staden, naar han havde kunnet komme ind i et viden

skabeligt Fagstudium; men Modet til at begynde et

saadant manglede ham aldeles: man havde jo gjort

Alt for at kue hans Tillid til egne aandelige Kræfter.

At slide sig op i Timeinformationer havde intet Til

lokkende for ham, saa meget mere, som han troede

at mangle det egentlige pædagogiske Talent. Altsaa

dæmpede han sin Trang til at sætte sig op mod Fa

derens Magtbud, fandt sig i hans Dispositioner og