JPMynster

tragtet som en Type paa streng Konservatisme —

h a n skulde som Ung have været Revolutionsmand!

Og dog forholder det sig saaledes. Man læse blot med

dvælende Opmærksomhed det andet Afsnit af hans

Memoirer, og man vil finde min Paastand holdbar.

Som ældre betragtede han Revolutionen som en histo

risk Nødvendighed; men han sympathiserede ingen

lunde med den: «Det Ondes uhyre Kræfter havde her

brud t.alle Skranker». Anderledes i hans tidlige Ung

dom; da «berørte denne Revolution de dybeste Strenge

i hans Væsen». Medens hans ældre Kammerater mod

tog de politiske Nyheder fra Frankrig med lige saa

megen Nysgerrighed som Interesse, var Jakob Peter

Mynster stille begejstret for dette «store, skønne Tids

punkt» i Menneskehedens Annaler: herfra «skulde

dens Genfødelse begynde». Han var vant til at tie,

naar de Gamle ta lte ; men med stille Haan overhørte

han deres Forestillinger og Protester og nærede en dyb

Mistillid til, hvad der meddeltes om Ekscesserne og

Skændselsgerningerne i Paris; i alle Tilfælde var han

parat til at undskylde og forsvare dem. — R o u s se au

var hans Mand. Hans rene Sind frastødtes af Rous-

seaus Sanselighed og Cynisme; men dennes Friheds

følelse, hans Trang til at se selvstændig paa Tingene

og hans mandige Attraa efter at være sin Mening be

kendt — vakte den unge Mynsters dybeste Sympathi.

For længe havde hans Selvstændighedstrang været

holdt nede: først ved Familieforholdene, senere ved

den moralske Overmagt, hans Broder udøvede over

ham, og nu sidst ved den subordinerede Stilling, han

indtog. «Ofte greb han sig i, at han uden Modsigelse

havde samtykket i, hvad han dog aldeles ikke bil

ligede.» Han bluedes og lovede sig selv, at, naar han

efter moden Overvejelse havde dannet sig en Mening,

saa vilde han heller ikke skamme sig ved at forsvare

den. Og han holdt sit Løfte.