JPMynster

glad i Slagets larmende Lyst,

naar Frihed og Retfærd kalde,

med Sejrens Tillid i stolte Bryst:

lad mig falde!

Den falder ej uden Hæder,

som er længe Betrængtes Savn,

naar den vilde Kriger græder,

og naar Fjenden erindrer hans Navn.

I Kapellet Din Kiste lad bringe,

Du Konge! med Kroner den pryd!

Jeg ligger helst under min Klinge,

den var min Ros og min Fryd“*)

Men Præst?! Ja, han var jo cand. theol, lauda-

bilis og desuden protegeret af en af Landets første Mag

nater. Disse Forhold vilde vel tilsidst bevæge ham til

at søge Præstekald. Men det Religiøse optog ikke

saaledes hans aandelige Liv, at Embedet som Præst

skulde have nogen særlig Tillokkelse for ham. Den

Maade, hvorpaa han havde set det Kristelige ytre sig

i hans Barndomshjem, havde givet ham en Sky for

at tærske Kirkens Langhalm. Den rationelle Fladlied,

hvormed hans theologiske Lærere ved Universitetet

bortfortolkede Biblens væsenligste Kendsgerninger, ja

vel endogsaa, som G. F. Hornemann, drev Spot med

dem paa selve Kathedret, skulde ikke styrke hans Tro

paa Skriftens Hellighed og Integritet. Hans Broder,

hans bedste Ven, til hvem han i aandelige Sager saa op,

var Eudaimonist**). Eudaimonismen fornægter vel ikke

Gud, men har ham kun nødig som det almægtige, al

gode Væsen, der her saa vel som hisset garanterer

Menneskets Lyksalighed. De fleste af de medicinske

Studerende, som udgjorde Størsteparten af Ungdoms

kredsen paa «Nr. 5», hyldede (antagelsesvis) den da

herskende Materialismes Ideer. —

*) Blandede Skrifter

III,

383.

**) D ette udtaler O. H. M ynster selv i sine efterladte Papirer.