JPMynster

a f de sidste Par Aar under Opholdet i Grevens Hus

har skrevet, er i Formen aldeles Ewaldsk (jvnfr. dennes

Digt «Haab og Erindring»); men efter Aanden ganske

Kantisk. — Han sidder énsom paa det gamle Aars

sidste Aften, og hans Tanker dvæle ved Alt, hvad der

glider bort og forsvinder i denne Verden:

„Skal Visdoms Værk, skal Kærlighedens Taarer,

skal rene Glæders Smil

dø hen, som Leg af tankeløse Daarer,

som en Indbildnings S p il? -------

Samvittighed, Pligt, Troskab, Retfærd, Orden —

hvor mon dog disses dunkle Udspring er?

Hvo nævnede de Ord saa lydt paa Jorden,

at end de kendes der?

Hvad lærer dog en Mand, at han fornægter

Naturens Stemme i sit Bryst,

de vilde Drifter at beherske mægter,

og dø foruden L y s t ? -------

Du høje Lys, hvori sig Aanden fryder,

Du Kærlighed, som Hjertet smelter ved,

Du Heltens Kraft, I Hjemmets stille Dyder,

Du rene Sjæles Fred:

afsindig hvo endog kun køber Eder

for kortest Nydelse,

med mindste Tab af Jordens usle Glæder,

I høje Himmelske!

Hvis Eders Dyrker ej I mægter tage

til Eders lyse Boliger,

hvis Retfærd aldrig kalder det tilbage,

som er forsvundet her! —

Der er en Gud; det Maal, hvorhen vi hige,

er til og varer ved;

der er et Sandhedens og Dydens Rige

og Løn for Kærlighed.