67 / 209
49
Vaagn af Din skammelige Slummer —
er Du da skabt til Sansers Træl?
o, vaagn fra Daarskab, vaagn fra sløve Kummer,
Du høje Væsen, Sjæl!
Først hæv Du Dig saa højt op over Jorden,
som Tankens Flugt formaar,
og se omkring Dig, hvor en anden Orden
af Tingene bestaar.
Her mørkner Taage Helligdommens Flamme,
her iler Tidens Skiften os forbi,
hist troner Gud, fra Slægt til Slægt den samme,
nødvendig, evig, fri.
O, aldrig slukkes Luen, han optænder,
o, thi, skønt her kun svagt,
dybt i mit Væsens Inderste dog brænder
hans Kærlighed, hans Magt.
Forgæves skulle alle Mørkets Hære
til Kampen ruste sig,
de skulle evig ej det Liv fortære,
som blusser højt i mig.
Rul Tidens Strøm! jeg midt i Dine Bølger
skal klippefast bestaa,
mens Timen Timen hen i Intet følger,
mens Aarene forgaa —
Forgaa? Ja Tiderne forsvinde, glemmes,
men det som fyldte Aarene,
o, hver den Ting, som var, skal evig gemmes
hos den Retfærdige,
hos den Alvise, Hellige, Algode —
Brænd Andagt, aldrig slukt;
thi Hver, som ren af Hjertet paa ham trode
skal se sin Troes Frugt!
Og derfor skal min Kraft med Alvor stræbe
at fremme her hans Værk,
og salig Lyst kun tone fra min Læbe
i Lovsang fri og stærk.
4