JPMynster

Og denne Lovsang skal det ny Aar møde

med ydmyg Bøn forént:

Bevar, o Gud, min Vandel uden Brøde,

mit Hjerte rent!“*)

Vi sé heraf, at den unge theolog'iske Candidat søger

at naa et fast theistisk Standpunkt paa Kantisk Grund.

— Dog reagerer hans Natur mod Kants strenge Pligt

lov. Thi vistnok maatte den Grundmur, paa hvilken

vort sædelige Hus skulde opføres, være stærk og urok

kelig; men, mente han, var det ikke bygget med Kæ r

lig h e d , blev det kun et koldt lysende Ispalads. Man

skulde (og heri gik han ikke alene ud over Kant, men

gjorde Front mod hans Discipel Fichte, der havde ført

Mesterens Lærdomme ud i en afskrækkende Følgestreng-

hed) ikke blot tjene sin Næste, f o r d i det var «Pligt»;

men ogsaa f o r d i man dreves af en «god Vilje» til at

hjælpe ham.**) Saaledes stod da Mynster paa dette Tids

punkt ikke saa meget fjernt fra den egentlige Kristendom.

Alligevel var han endnu i høj Grad tvivlraadig,

0111

han skulde søge Præstekald. Han blev næsten be

styrtet, da det Tilfælde indtraadte, som længe maatte

have været forudsét, at den gamle, affældige Præst i

Spjellerup og Smerup døde. Medens en theologisk Can

didat i vore Dage med stor Glæde vilde hilse en saa

nær Udsigt til Befordring, forholdt det sig ikke saa

ledes med Mynster: han var en Anden end de Fleste,

og Tiden var en anden. Medens det maa betragtes

som et ret billigt Martyrium, om en Præst i Slutnin

gen af det 19de Aarhundrede klagede over den Tort

og ilde Medfart, han var underkastet fra Fritænkeres

og Kristendomsfornægteres Side, k u n d e det virkelig

være en Lidelse for en hæderlig og intelligent Mand

at være Præst i hin Overgangsperiode. Biskop Balle

*) Blandede Skrifter III.

**) Se «Meddelelser» S. 115.