Sér Du Taaren i mit matte Øje?
véd den Kval Du, som fortærer mig? —
Lysets Datter! sænk Dig fra det Høje,
lad mig én Gang,
én
Gang skue D ig!“ —
men i sin Avtobiografi siger han forstandigt og ærligt:
«Vist nok skulde min tilkommende Brud være elsk
værdig; men jeg fordrede ingenlunde, at hun skulde
være i Besiddelse af alle fortrinlige Egenskaber; jeg
vidste vel, hvor mange Mangler hun vilde finde hos
mig. Men hvad jeg fordrede, var, hvad hun vilde finde
hos mig: et Hjerte, der var i Stand til ret at elske,
og der da hengav sig til mig uden Tvivl og Vaklen».
Men han fandt Ingen. Han var dybt skuffet og
følte sig meget ulykkelig. —
Og nu var det, som om alle hans Livs fjendtlige
Magter efterhaanden sluttede Kreds
0111
ham. Netop
paa dette Tidspunkt begyndte det at blive saa underlig
tomt i hans Nærhed.
Hans Broder, som han inderlig elskede, havde
efter sin medicinske Doktordisputats tiltraadt en viden
skabelig Udenlandsrejse. En Tid opholdt han sig i
Paris. Men Verdensstaden huede ham ikke.
Han
fandt Folk dér «høflige, iskolde, selvgode, naragtige
og impertinente»; Bygninger og Monumenter impone
rede ham ikke mere end Københavns; og Adspredel
serne vare tomme og dyre. Den egentlige Grund her
til var en Kærlighed, han bar med sig fra Hjemmet.
Tidlig og silde tænkte han kun paa sin «Marie».*) Halvt
i Spøg og helt i Alvor skriver han hjem til sin Søster:
«Pariserpiger friste ikke mig, som er en god Katholik,
der ønsker at leve og dø i Samfund med den hellige
Jomfru. — Min Bøn ærer Marie; Gud, hvor hun er
dejlig!
Bed hende paa en skikkelig, underfundig
*) Cl. Fr. H o r n e m a n n s D a t te r . D ette fremgaar af F. L. Myn
sters efterladte Udkast til Faderens Biografi (paa «Em ils Minde»).