77 / 209
59
Dette er troligt; men hans Ungdoms Kærlighedsgud
havde nu dog vendt sin Fakkel. Og Grunden til dette
Giftermaal var vel nok, at han fandt det uværdigt for
en Mand bestandig at være ophængt i sine erotiske
Sympathier: «Han burde have noget Andet at tænke
paa», sagde han.
O. H. Mynster var allerede bleven «Adjunkt» ved
det medicinske Fakultet, og medens han forberedte
sit Giftermaal, overtog han Stedfaderens Post som
Ovennédikus ved Frederiks Hospital. — Man begriber
da, hvor lidt han under slige Forhold kunde være for
Broderen.
Brødrenes gifte Halvsøster, Fru Kathrine Bafn, i
hvis vel forsynede og gæstfri Hus J. P. Mynster forhen
havde tilbragt mangen munter Aften, var bleven sinds
svag. — A. B. Bentzon, hvis Sjælskraft og stimulerende
Samtaler havde haft saa heldig Indvirkning paa den
mere stilfærdige Ven, var netop paa dette Tidspunkt
dragen som Guvernør til Vestindien, hvor han i sin
høje, administrative Stilling liaabede at vinde baade
Guld og Ære.
Jens Wilken Hornemann var imidlertid bleven gift.
Det unge Ægtepars Hus var det eneste, hvor J. P.
Mynster i sin daværende Forstemning holdt af at
komme. Han blev altid modtagen med stor Venlighed
som en kærkommen Gæst. Nu hændte det, at man i
det Hornemannske Hjem en Dag var sysselsat med
Noget, der gjorde ham mindre velkommen. Han mær
kede det og afkortede sit Besøg. Men nu forekom det
ham i hans hypokondre Lune, som
0111
den sidste Venne-
dør havde lukket sig for ham. Det sorteste Tungsind
tog ham fangen, og skønt han var fortrolig med depri
merende Sindstilstande, syntes den Stemning, hvis Bytte
han nu var, ham aldeles overvældende: «Nej, der var
ingen anden Udsigt for ham i Verden, end at tage ud
til Spjellerup og sørge sig ihjel!» Forgæves tog han