JPMynster

Naar vi da se den unge Mynster en regnfuld Efter-

a arsaften drage ind i sin Præstebolig, da maa vi tænke

os ham befindende sig i en moralsk Reconvalescents

efter en overstanden voldsom Sjælssygdom. —

Men, hvis Du, min Læser, er en oprigtig Kristen

eller blot et alvorligt Menneske, vil du næppe undlade

at spørge: hvorledes kunde Mynster med saadanne

Forudsætninger gaa ind til en Præsts Gerning? Troen

paa Kristus manglede han j o ; og nu dette Sidste!

Blot Tanken om at forbande Gud er forfærdelig; hvor

meget mere de udtalte Ord. Hertil maa svares: hvad

Mynsters u d v o r te s Optræden angaar, var der ingen

Forargelse. Borgerligt talt var han et fuldt ud hæder

ligt Menneske, og hans Liv havde været ganske dadel

løst. Dernæst, det man fordrede af en Præst i hine

Tider, at han skulde være en velstuderet Mand og staa

paa Højdepunktet af sin Tids Dannelse, fyldestgjorde

han i enhver Henseende. For saa vidt var Alt i sin

Orden. Men hvad hans I n d r e angik, hans Liv for den

Herres Aasyn, for hvem den lønligste Tanke, den skjul

teste Attraa er aabenbar, da var han som det Barn,

der er Faderen kærest; men som denne ogsaa optugter

haardest og straffer strengest, naar det i blind Egen

vilje og Trods sætter sig op mod hans Bud. — Efter

den lange Optugtelse og den strenge Straf, der havde

aftvunget Barnet et naturligt Smertensskrig, lod det

sig, uden at tænke paa, hvor hen det blev ført, og

uden at kny, lede til den Plads, hvor det skulde finde

Lise og Lindring for sine dybe Savn, hvor dets Attraa

skulde smelte sammen med dets Pligt og dets egen,

ædle Stræben med Guds Vilje.

De første Indtryk, Mynster modtog af Vilkaarene

for sin nye Stilling, vare ingenlunde ubehagelige. Han,