JPMynster

sin Tilflugt til den Gudstro, han mente at have vundet

gennem sin Filosofi. Kantianeren Schillers Digt om

den dristige «Dykker» faldt ham ind: Ogsaa h a n tviv

lede i Havets mørke Dyb om Redning:

„Da frelste ham Gud, til hvem han skreg

i sin højeste Rædsel og Nød . .

Men næppe vare disse Linjer rundne ham i Hu,

før han med Forfærdelse hørte en indre Stemme til

hviske sig den ham velkendte Strofe af Goethes «Pro-

methevs»:

„Da jeg var et Barn

og vidste hverken ud eller ind,

vendte jeg mit forvildede Øje

mod Solen, som om deroppe var

et Hjerte som mit,

at forbarme sig kærligt

over den Betrængte!“

Og det Gruligste var, at han ikke kunde betro sig

til Nogen. Med den mageløse Sindsbeherskelse, som

allerede d a hørte til hans fortrinlige Egenskaber, for

rettede han punktlig sine daglige Pligter: gik med den

unge Moltke paa Universitetet for hjemme at kunne

være hans Repetent, og forberedte sig samvittigheds

fuldt. Ikke en Gang hans da ISaarige Elev mærkede

det Mindste paa ham og sagde mange Aar efter til

hans Søn, at hans Fader altid var venlig og medgør

lig. Og dog er det sikkert, at J. P. Mynsters Sind i

denne Periode var frygtelig knuget, og hans Nervesy

stem dybt rystet. Hvad var en levende Begravelse

mod disse Lidelser, tænkte han. I hin skrækkelige

Tilstand vilde Lidelserne snart være forbi; men i dette

Tilfælde syntes de aldrig at skulle faa Ende. — Og da

de onde Magter altid ere til Rede, naar et godt Men*) Kr. A rentzens O versættelse (Ny D igtsam ling 1867).