JPMynster

som i Barndomshjemmet og hos den grevelige Familie

altid mer eller mindre havde lidt under Trykket af at

være den Underordnede, kunde nu føle sig som sin

egen Herre. Da han ude fra det skumle Efteraarsvejr,

der rugede over de sølede Landeveje, kom kørende

ind i den rummelige Præstegaard, hvor Lysene skin

nede fra alle Vinduer, grebes han af Glæde over for

første Gang i sit Liv at være uafhængig, og da Aftens

bordet dækkedes for ham og den forhenværende Hjælpe

præst, satte han med Fornøjelse «Foden under eget

Bord». Gennem Venners Omgang opdraget til at tage

Livet uden Pedanteri, fandt han sig snart til Bette i

de for en ung Københavner og grevelig Hovmester

ellers uvante Forhold. Velbehag betog ham ved nu at

have Hus og Jord. Da han var ugift, og hans Ind

tægter vare rigelige, behøvede han ikke at spare. «Ikke

uden en vis Stolthed» gik han over sin Præstegaards

udstrakte Jorder, hvor Alt, hvad der skulde gøres eller

undlades, alene afhang af ham . — Skønt han ikke

søgte Selskabelighed, «søgte den dog snart ham»; thi

man begriber, at den unge, vakre Præst, der sad i et

godt Embede, ikke var nogen uvelkommen Gæst i

Egnens bedste Familier. — Ogsaa hans Omgivelser

maatte være ham behagelige. Endnu den Dag i Dag

ere de tiltalende for den Fremmede. Naturen ved

Fakse Strand er frisk og storladen, omkring Vemme

tofte venlig og idyllisk; Menneskene her ere mere vel

villige og imødekommende end andensteds.

Og dog var den unge Præst tit alt Andet end

lykkelig. Med Besvær udarbejdede han sine Prædikener,

og ofte fandt han dem saa flove, at han næppe gad

tage deres Ord i sin Mund. Forgæves søgte han

aandelig Oplivelse ved andet Arbejde: heller ikke hans

mangeartede og spredte .Læsning kunde ret tilfreds

stille ham, og egen Produktion voldte ham blot Møje.

Hans Interesser sank; ofte overfaldtes han af Mod