87 / 209
69
alene blevet til, for at denne hans aandelige Besøgelse
kunde blive skildret. Og visselig fortjente den at
konune til Efterverdenens Kundskab; thi ligesom det
fine Mel i Chladnis fysiske Eksperiment former sig
til skønne, geometriske Figurer paa Pladen, naar et
bestemt Punkt berøres af Violinbuen, saaledes antog
Elementerne i Mynsters Sjæl, der forhen laa vildt og
spredt mellem hinanden, fra dette Øjeblik af og fo r
b e s ta n d ig , klare og faste Former. — Men hvad var
det for en Haand, der gjorde dette Buestrøg? —
Ja, hvad var det for en Haand eller Aand, der
her rørte ved hans Hjerte? Den ældre Tidsaand viger
jo fra ham i hint Øjeblik! — Naturligvis den n y Tids
Aand, som saaledes kom til Gennembrud hos h a m ,
vil man svare. Men jeg har allerede hævdet, at der
mellem Gennembruddet hos Mynster og de af hans
Samtidige, hos hvem et saadant finder Sted, er en
mærkelig fo rm e l Forskel; og jeg paastaar endvidere,
at Forskellen ogsaa er idee l. Hvad var den ny Tids
Aand? — Bomantikkens. Er det d e n , der besøger
Mynster? Ingenlunde. Oehlenschlåger kunde lære Alt
af Steffens, Mynster grumme Lidt. Hvad er Kærne
punktet i den romantiske Filosofi? hvad var det, der
lokkede Steffens ind paa den videnskabelige Bane og
forenede ham og Schelling i fælles Begejstring? Det
var (som Enhver véd) Tanken om Enheden i Tilvæ
relsen, den Paastand, a t A and og N a tu r e re to
S id e r a f d e t ev ig V æ rend e : h e r skulde ingen
Delthed eller Spaltning være til Stede. Alt i Tilvæ
relsen, i Naturen saa vel som i Menneskelivet, viste
hen «mod et usynligt, mystisk Centrum», sagde Steffens
i sine berømte Forelæsninger. Universet var for disse
Mænd som en uhyre Trinpyramide, der med det uor
ganiske Liv som første Trin steg op mod sin højeste
Spids: M en n e sk e t. Aanden, det verdensdannende
Princip, laa drømmende i Stenene, kom til Liv i Plan